Frustreret tillidsrepræsentant i MCH: - Det har været en mega svær morgen

Tillidsrepræsentant Jimmi Kejser måtte i dag sige farvel til to nære kolleger, der blev fyret fordi, regeringens hjælpepakker i dag udløb.

Jimmi Kejser mistede to kolleger fra sin stab i dagens fyringsrunde.
Jimmi Kejser mistede to kolleger fra sin stab i dagens fyringsrunde.
Foto: Privatfoto

Det var en trist dag på arbejdspladsen MCH Messecenter Herning. Her måtte tillidsrepræsentanten for håndværkerne, Jimmi Kejser, vinke farvel til to gode kolleger, der sammen med 64 andre er blevet fyret. Regeringens hjælpepakker udløb i dag, så det store messecenter stod på egne ben, og af økonomiske årsager kostede det 66 stillinger.

For Jimmi Kejser har det været en hård morgen at gå på arbejde. 

- Det har været en mega svær morgen, og det er bare en tom følelse indeni, for vi vidste alle sammen godt, hvem det var, vi skulle af med.

Jimmi Kejser mistede to kolleger i fyringsrunden. Det var hans syerske Anne og gulvmanden Per, der fra i dag ikke længere skulle arbejde i messecentret, og det er ikke bare lige sådan at sige farvel til to nære kolleger.

- De betyder meget for mig. Det er mennesker, jeg har været sammen med otte timer om dagen, og det er næsten mere, end jeg er sammen med min egen familie, så det er klart, at de betyder en hel del for mig, fortæller tillidsrepræsentanten.

Messecentret har været lukket ned siden marts med få undtagelser og har derfor ikke haft en reel indtægt. Derfor var medarbejderne også klar over, at en fyringsrunde kunne være lige om hjørnet.

- Vi har vidst det i et stykke tid, og folk har snakket om det, men det bliver først virkeligt, når det kommer på skrift, så det har været svært. Meget meget svært.

Intet at lave

Hjælpepakkernes udløb betød også, at Jimmi Kejser igen skulle på arbejde. Der er bare knap så meget at lave med corona-restriktionerne og en kalender, der langt fra er så proppet som tidligere.

- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lave. Der nogle små ting i kalenderen, men slet ikke nok til at holde os i gang i så lang tid, siger tillidsrepræsentanten.

MCH Messecenter Herning har et håb om, at forået kan rede noget af økonomien og virksomhedens fremtidige liv. Jimmi Kejser håber mest af alt, at et godt forår kan sende nogle af hans nu tidligere kolleger tilbage i job.

- Jeg har en kæmpe forhåbning om, at vores forår bliver så tæt på normalt som muligt, så vi kan trække nogle af afskdigelserne tilbage igen, men der er ingen af os, der ved noget som helst. Vi er afhængige af sundhedsmyndighederne, der bestemmer, hvor mange vi må lukke ind.

- Det er svært, når ens skæbne er overladt til andre mennesker. Det er tungt, fortæller Jimmi Kejser.

Messecentret er blevet påbudt et maks antal på 500 gæster til deres arrangementer.

5:12
Tre store virksomheder har i dag afskediget mange medarbejdere. Hver fjerde hos MCH mister jobbet.