Gård ved Herning brød i brand
Et stuehus i Arnborg brød torsdag nat i brand, og det står ikke til at redde.
En landejendom brød torsdag nat i brand.
Brand og Redning Midtvest modtog torsdag klokken 00.14 en anmeldelse om, at der var brand i et stuehus i Arnborg, oplyser indsatsleder Anders Gjørret.
- Da vi landede herude i nat, så er hele stuehuset antændt. Der er også en første sal, og flammerne er gået gennem taget, og det står med flammer ud ad alle vinduer, siger han.
Det var beboeren i ejendommen, der alarmerede om branden, og han er nu på sygehuset.
- Beboeren kom med ambulance til Herning sygehus, fordi han havde fået lidt røg. Han var ved fuld bevidsthed, så det er blot til observation, fortæller Anders Gjørret.
Beboeren var selv gået ud af det brændende hus.
Opdatering
Brandfolk stadig til stede
Ifølge indsatslederen har det taget lang tid for dem at slukke branden.
- Vi har ikke haft mulighed for at komme ind i huset, så hele aktionen har foregået udefra på grund af risiko for, at bygningen ville falde sammen. Og det tager bare længere tid at slukke, når vi ikke kan komme ind i bygningen, siger Anders Gjørret.
Lige nu er brandvæsenet stadig til stede på adressen, fordi de er i gang med at sikre, at der opstår mere brand. Ifølge indsatslederen er taget af en ældre dato, så derfor er der mange små kroge og rum, der skal lukkes.
Brandfolkene fik dog hurtigt kontrol over branden, så den ikke spredte sig over i gårdens staldbygninger. De har hverken fået røg- eller vandskade. Men stuehuset står ikke til at redde.
Når brandvæsenet er færdige med at slukke de sidste rester, så skal politiet ud at lave nogle tekniske undersøgelser for at klargøre, hvordan branden er opstået.
Men inden politiet kan udføre deres arbejde, så skal bygningen afstives, fordi der lige nu er fare for, at taget falder sammen.
Hvordan branden er opstået vides endnu ikke.