Gavisgar blev ramt af batteri: Brændte igennem frakken
Et forstuvet håndled og afbrændt hår minder Gavisgar Pathinathan om dette års nytårs aften.
Mange vågner i dag op med ondt i hovedet efter gårsdagens nytårsfester, men for uheldige midt- og vestjyder, er det ikke kun hovedet, de har ondt i her dagen derpå. Én af dem, er Gavisgar Pathinathan fra Tjørring, der måtte en tur forbi skadestuen i løbet af natten. Årsagen var et defekt batteri.
- Den havde mistet en lunte, så jeg valgte at tænde i enden af lunten. Så snart jeg tændte lunten, skød den afsted, siger han.
- Håret på armen er brændt af, så den har brændt igennem frakken, jeg havde på.
Vi mødte Gavisgar Pathinathan på skadestuen i nat, hvor han fik undersøgt skaderne fra nattens ulykke. Han har forstuvet venstre håndled, og noget af hans skæg og hår er blevet brændt af i ulykken. Selv er han ikke i tvivl om, at han har været rigtig heldig.
- Brug nu de briller, og tænd altid fyrværkeri fra siden af. Havde jeg selv gjort det, havde jeg måske undgået at være her i dag.
Ifølge Gavisgar Pathinathan har han i år brugt omkring 5.500 kroner på fyrværkeri.