Herningfirma har stor succes: Spor hvor læderet på dine sko kommer fra
Vi går op i, hvor det mad vi spiser kommer fra, hvor vores kaffe er plukket, og hvor lædereret på vores nyindkøbte sko stammer fra.
Det er ikke lige meget hvad vi putter i munden eller på fødderne.
Mange virksomheder arbejder i stadig højere grad på at kunne spore de produkter de bruger helt tilbage til oprindelses-stedet.
Virksomheden Spoor i Herning arbejder med sporbarhed. At man kan følge materialerne i alt fra sko til møbler tilbage til deres oprindelse.
- Det handler om det der gule øremærke, som alle køer har i deres øre, og hele det der sporbarhedsdata, der ligger der, det bruger vi, og det giver vi til brands, som arbejder med vores råvarer, siger Birgitte H. Langer, der er udviklingsdirektør i Spoor.
Nogle kunder vil for eksempel kunne se, at skindet på deres sko kommer fra en bondegård lidt udenfor Holstebro. Og her er de glade for, at det endelig bliver mere synligt for forbrugerne, hvor produkterne egentlig stammer fra.
- Vi er meget bevidste om at være åbne, for vi vil gerne vise overfor kunder og forbrugere her og i hele verden, hvad vi rent faktisk gør, siger landmand Anders Nørgaard fra Hogager.
Kunderne vil vide, hvad de køber
Sporbarhed har længe været kendt indenfor fødevarebranchen, men bliver nu i stadig højere grad brugt som et etisk kompas på tværs af alle brancher.
Kunderne vil gerne betale for en vare, der er produceret på en måde, så både dyr og mennesker kan være det bekendt.
- Sporbarhed er virkelig vigtigt, for man kan bevise, hvad man har gjort godt. Så pludselig kommer der et argument, som har meget mere tyngde end en almindelig marketingsbesked, som viser, at det vi siger, det er rent faktisk også, det vi gør. Så det har en kæmpestor fordel for os at arbejde med sporbarhed - men også generelt at kunne bevise det, siger Frederikke Antonie Schmidt, grundlægger, Roccamore.
- I forhold til hele den her bæredygtige agenda, som jeg personligt tror kommer til at fylde meget mere i fremtiden, så er sporbarhed en måde, hvorpå man kan dokumentere, hvad man rent faktisk gør, og derigennem fortælle om de specielle initiativer eller beslutninger man har truffet om at tage et øget ansvar, siger Birgitte H. Langer, udviklingsdirektør, Spoor.
En af Spoors seneste kunder er Fredericia Furniture, der nu vil tilbyde deres kunder muligheden for at købe møbler hvor skindet kan spores tilbage til udgangspunktet.
- Jeg tror, i takt med tiden og den udvikling, vi ser, så vil der være mange brands – også i andre prislejer - som kan se, hvad det her bidrager med, siger Birgitte H. Langer, udviklingsdirektør, Spoor.