Hernings EM-atmosfære er isoleret i Boxens coronaboble
Der spilles håndbold-EM i Hernings event-fyrtårn Boxen, men inde i bymidten er der ingen tegn på fest.
Coronavirus kan give feber. Men det er på ingen måde EM-feber. Spørg bare i Herning, som lige nu er vært for kvindernes håndbold-EM.
Byen, som tiltrækker flere store sportsbegivenheder end de fleste andre danske byer, ligger lige så øde hen som resten af coronaramte Danmark.
I 2019 var der kæmpe håndboldfest i Herning, da mændene vandt VM-guld på hjemmebane i Jyske Bank Boxen. I 2018 var der ishockey-VM i byen. Og i 2015 spillede håndboldkvinderne VM i den midtjyske by.
Alle gange var byen klædt på til sportsfest, fans strømmede til fra ind- og udland, og hoteller, restauranter og barer bugnede af feststemte mennesker iført spenderbukser.
Den omsætning må erhvervslivet i byen se langt efter ved det igangværende håndbold-EM, som afvikles under strikse coronarestriktioner.
Det betyder blandt andet, at ingen fans kan komme ind til kampene. Af samme årsag er de ikke rejst til Herning, som derudover fredag blev ramt af regeringens anden bølge af delvis nedlukning i en lang række kommuner.
EM-stemningen er med andre ord ikke eksisterende for hverken erhvervsliv eller befolkning i byen.
- Der er en særlig atmosfære og ånd over Herning, når vi har mesterskaber, fordi vi ikke er større, end vi er, fortæller Mette Gottlieb, direktør for Visit Herning.
- Vores størrelse er mange gange vores styrke i sådan noget, fordi vi som borgere bliver suget med ind i den atmosfære, der er ved mesterskaber. Og den er der jo ikke på nogen måde i samme stil nu desværre.
Intet emmer af EM
En tur gennem centrum af Herning underbygger den manglende mesterskabsatmosfære.
Et enkelt banner viser, at der er EM i byen, men den opdager de fleste næppe, da julepynten er klart dominerende i gadebilledet.
En godhjertet Amnesty-udsending lader forstå, hvor hårdt mange børn og kvinder har det grundet alkoholproblemer i danske hjem under coronanedlukningen.
Hun har tydeligvis styr på sit arbejde. Til gengæld har hun ikke den fjerneste idé om, at der er håndboldslutrunde i byen. Det er sådan set heller ikke det, hun er sendt ud for.
Det understøtter dog, at intet i byen emmer af, at Europas største håndboldturnering for kvinder foregår lige for næsen af befolkningen ude i Jyske Bank Boxen.
Det er imidlertid også en kompleks størrelse i år. For mens både Europas og Danmarks håndboldforbund (EHF og DHF), som arrangerer EM sammen, gerne vil have mest mulig omtale af og hype omkring turneringen, giver det ikke meget mening for Herning i denne gang.
Der må alligevel ikke være tilskuere i Boxen, og med anbefalingerne om at holde afstand, skal man helst heller ikke suge folk ind i bybilledet. Tværtimod i virkeligheden.
Færre kroner i kassen
Byens erhvervsliv, hvoraf flere nu er lukket helt ned, går glip af en kæmpe omsætning, som man havde regnet med, da EM-værtskabet blev tildelt Herning.
For mindre end to år siden holdt baren Fox and Hounds åbent til langt ud på de lyse morgentimer, fordi håndboldherrerne fejrede den netop vundne VM-titel.
Nu har ejer Jan Taulbjerg måttet lukke ned midt under EM, men selv inden fredagens nedlukning mærkede han så godt som intet til slutrunden.
- Jeg vil umiddelbart tro, vi har haft 90 procent færre gæster i forhold til normalt ved slutrunder. Det har ikke været, som det plejer at være for at sige det mildt, fortæller han.
Normalt ville hans bar have været bugnende fuld af både danske og udenlandske fans til kampe på storskærme såvel som almindelig fest. Til årets slutrunde har det kostet ham penge at have åbent, så længe det varede.
- Forretningsmæssigt kunne det have været det samme, men jeg synes, det er dejligt, der er noget aktivitet ude i Jyske Bank Boxen. Dem har jeg mere ondt af end mig selv, siger Jan Taulbjerg.
Alligevel et positivt stempel
Coronapandemiens stop for rejseaktivitet har ramt Herning hårdt. Med en klar turistprofil rettet mod erhverv og events er det meste gået i stå, fortæller Mette Gottlieb fra Visit Herning.
Hun er glad på vegne af de hoteller, som holdene er indkvarteret på. Det giver tiltrængt omsætning og arbejde.
- Men alle dem, som ikke er involveret denne gang, fordi der er en reduktion i, hvem der egentlig er ude i byen, er ramt.
- For dem er det jo det samme som, at der ingenting sker. Sådan er det for hele bevidstheden i området, siger hun.
Selv om borgerne og erhvervslivet ingen reel glæde har af EM-slutrunden i år, så er Mette Gottlieb trods alt glad for, at mesterskabet bliver gennemført.
- Det er rigtig positivt, vi kan gennemføre det, for det har også noget med tillid, professionalisme og kvalitet at gøre. Det får man et stempel på, når vi kan gennemføre det, synes jeg, siger hun.
Herning er lukket ned. Men i Boxens coronaboble fortsætter håndbold-EM uforstyrret. Og sådan er det nødt til at være i år.