Hjemløs kvinde sendte politiet på arbejde

Telefonen glødede onsdag aften hos Midt- og Vestjyllands Politi, hvor en hjemløs kvinde hærgede i midtbyen.

Sådan så hærværket ud indefra.
Sådan så hærværket ud indefra.
Foto: Privatfoto

På byens vel nok mest trafikerede vej var der pludselig spredt glasskår onsdag aften. 

For en stor glasgangbro blev her raseret, så store mængder glasskår fløj ned på en hovedfærdselsåre.

Derfor blev Midt- og Vestjyllands Politi kimet ned.

- Vi fik vel over 20 anmeldelser, siger Anders Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

På Dronningens Boulevard i Herning midtby flød det nemlig med glasskår, efter en 32-årig kvinde havde smadret flere ruder på den lukkede gangbro mellem busstationen og togstationen.

Problemet fik mange bilister til at ringe ind omkring klokken 22.10.

Den 32-årige hjemløse kvinde smadrede flere store vinduespartier og blev anholdt. Hun var samtidig påvirket og overnattede i detentionen i Holstebro.

For vagtchefen virker det til, at der var en ret klar grund til, at den hjemløse begik hærværk.

- Det virkede til, hun skulle anholdes for at få et sted at sove, siger Anders Olesen.

Vagtchefen fortæller, at kvinden ikke er ukendt for politiet, men at der for nuværende ikke er grundlag for, at hun skal i grundlovsforhør med mulighed for at varetægtsfængsle hende. 

I stedet skal en læge nu vurdere, om den 32-årige hjemløse kvinde skal i misbrugsbehandling. Kvinden selv skal også afhøres torsdag.