Hoteldirektør: Herning kan ikke holde til, at MCH ikke er der
Hoteller, restaurantører, taxachauffører og foreningsliv i Herning er enige om, at MCH har en meget stor betydning for byen.
I disse dage holder Hernings idrætsforeninger, restauratører og hotelejere vejret oven på den økonomiske krise, som MCH-koncernen er havnet i efter corona-nedlukningen.
Arrangementerne i byen plejer at tiltrække mange mennesker, der bruger en masse penge.
Så det kan mærkes, når arrangementerne pludselig ikke er der mere.
Også på Herning City Hotel, som normalt lever højt på MCH-arrangementer i Jyske Bank Boxen, Messecenter Herning, MCH Arena og Herning Kongrescenter.
- Vi har større hotelkapacitet her i området, end man normalt har, og det skyldes ene og alene MCH, siger Poul Müller, direktør i Herning City Hotel.
Under Håndbold-VM i 2019 havde omkring 20.000 mennesker eksempelvis en overnatning på et af byens hoteller.
- Jeg er helt sikker på, at hvis det går galt for MCH, så er der flere hoteller her i området, der ikke kommer til at klare den. Det ville være en ren katastrofe, fortsætter han.
MCH fylder byen med gæster
Også på byens restauranter og beværtninger kender de i den grad til gæster fra MCH-arrangementer.
- Når MCH har deres store arrangementer er der mere eller mindre fyldt op i Herning by, siger Jan Taulbjerg, der er formand i Herning Restauratørforening.
- For restauranter, hoteller og barer er det måske 15-20 procent af vores omsætning, der bliver genereret igennem MCH, fortæller han.
Taxachaufførerne mærker også, at der er væsentligt mere stille nu, end før corona lukkede landet - og MCH - ned.
- MCH plejer at give 20-30 procent af vores kørsel om dagen. Når de er lukket, så er der ikke noget at lave. Så er der ingenting at køre med, fortæller Mevlut Ozdenir, der kører taxa for Taxa Midt i Herning.
Foreninger tjener penge på arrangementer
Hos håndboldklubben Hauge GIF er MCH-arrangementer også en god anledning til at få lidt ekstra penge i klubkassen.
Det sker blandt andet, når klubben sender 400 unge håndboldaspiranter afsted som arbejdskræft til en håndboldslutrunde.
- Det betyder alt, at vi kan tage en bus, når vi skal ud på tur. At vi ikke skal ud og hente hjælp hele tiden for at være med. At vi kan være med, der hvor det er sjovt, fortæller Janni Mørup, bestyrelsesmedlem i Hauge GIF.
Pengene, de tjener ved at hjælpe til ved MCH-arrangementer, gør eksempelvis, at de har kunnet købe nyt spillertøj til holdene, og at de kan komme på afslutningstur til udlandet, uden at det bliver alt for dyrt for spillerne.
Løsningen skal nok komme
På mandag samles politikerne i Herning for at finde en løsning på MCHs pengeproblemer.
Spørger man hoteldirektøren Herning City Hotel er ingen tvivl, om at løsningen nok skal komme.
- Dansk Bank blev reddet i finanskrisen. Det gjorde de små banker ikke. Det gjorde de, fordi Danmark ikke kunne holde til, at Danske Bank ikke var der. Herning kan ikke holde til, at MCH ikke er der, siger Poul Müller.
MCH havde i 2019 356 arrangementer ligefra messer, koncerter, sportsbegivenheder og udstillinger.