Ishockey-VM giver millioner til dansk ishockey

VM i ishockey gav et overskud på mere end 23 millioner kroner, og resultatet er langt over den danske ishockey-unions forventninger.

VM 2018 blev et af de mest sete i historien. Kampene blev overværet af 525.000 tilskuere i alt i arenaerne i Herning og København, hvilket gjorde VM 2018 til det sjettebedst besøgte nogensinde.
VM 2018 blev et af de mest sete i historien. Kampene blev overværet af 525.000 tilskuere i alt i arenaerne i Herning og København, hvilket gjorde VM 2018 til det sjettebedst besøgte nogensinde.
Foto: Ritzau Scanpix / Henning Bagger

TV MIDTVEST kunne i sidste uge fortælle, at VM i ishockey, der blev afholdt i Herning og København, kommer til at give et overskud på et tocifret millionbeløb, og nu er regnskabet gjort endeligt op.

Danmarks Ishockey Union skriver i en pressemeddelelse, at verdensmesterskabet gav et overskud på mere end 23 millioner kroner, og når regnskabet gøres endeligt op i løbet af fjerde kvartal, forventer unionen at få mellem 13 og 14 millioner kroner ud af VM-arrangementet.

- Resultatet er fremragende og langt over vores forventninger. VM blev en international folkefest både i Herning og København, og vi er stadig utrolig stolte, når vi ser tilbage på begivenhederne i maj måned.

- Udover at rette en tak til de mange frivillige - de kan ikke takkes nok - er det på sin plads igen at rose VM 2018-organisationen for en fremragende indsats. Både i form af markedsføring og en stram styring af omkostningerne, siger formand for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen.

Resten af overskuddet går til samarbejdspartneren Infront, der var rådgiver for VM 2018-selskabet undervejs, og som stillede en underskudsgaranti på over 11 mio. kr., da kontrakten mellem det danske VM 2018-selskab og Infront blev skrevet under i 2015.

VM 2018 blev et af de mest sete i historien. Kampene blev overværet af 525.000 tilskuere i alt i arenaerne i Herning og København, hvilket gjorde VM 2018 til det sjettebedst besøgte nogensinde.

Kampene blev transmitteret i over 160 lande, og det akkumulerede seertal blev målt til knap 1,3 milliarder verden over.

Finalen mellem Sverige og Schweiz trak rekordmange seere i begge nationer, og i Danmark blev flere af landsholdets kampe flyttet fra TV2 Sport til TV2 på grund af den enorme interesse.

Danmarks Ishockey Union er i fuld gang med at vurdere, hvordan det flotte overskud kan generere tilbagebetaling til sportens udvikling herhjemme.

Se indslag fra TV MIDTVEST i sidste uge om, hvad millionoverskuddet skal bruges til:

2:17
Et millionoverskud fra VM i ishockey skal bruges til at skaffe flere medlemmer i klubberne.