Josefine kom ud af svær spiseforstyrrelse ved at hækle: - Det gav et frirum
Josefine Bjørn Knudsen er kommet sig så godt over en spiseforstyrrelse, at hun er blevet headhuntet af et garn-firma.
At hækle kan give noget helt andet end en trøje eller et par vanter. Det kan give livsglæden tilbage. Det har Josefine Bjørn Knudsen mærket på egen krop.
Den 24-årige kvinde, der bor i Herning, har brugt garn og hæklenål til at komme ud af en svær spiseforstyrrelse, som hun fik op til en gymnastikkonkurrence.
- Lige op til en konkurrence blev jeg ramt af en ret hård maveinfektion, hvor jeg lå i sengen i en uge og skulle kæmpe mig klar til konkurrence, som jeg nød og næppe nåede. Men bagefter gik det lynhurtigt ned ad bakke, og jeg blev rigtig bange for at spise, fordi jeg blev bange for, hvad der havde gjort mig syg, siger Josefine Bjørn Knudsen.
- Der var et eller andet inde i mit hoved, som havde overbevist mig om, at det var lige meget, hvad jeg spise, for så ville jeg blive syg. Derfor blev jeg bange for at spise.
Efter den episode blev Josefine Bjørn Knudsen indlagt på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov med det mål at tage på i vægt.
Hækling gav frirum
Under sin indlæggelse skulle Josefine Bjørn Knudsen pludselig til at spise – noget hun ikke havde gjort af sig selv i lang tid.
Til at hjælpe sig og til at komme væk fra alle problemerne fandt hun ro i en ny hobby. Hun begyndte at hækle.
- Jeg gik fra, at jeg bare overhovedet ikke kunne, til at jeg bare øvede og øvede og øvede. Det gjorde et eller andet rigtig godt, og jeg følte, at der var noget, jeg kunne finde ud af. Det kunne aflede og sætte pause på de dårlige tanker, der var. Det gav et frirum, at jeg bare kunne koncentrere mig om det, siger Josefine Bjørn Knudsen.
Langsomt men sikkert fik Josefine Bjørn Knudsen det bedre. Men det fik hende ikke til at stoppe med at hækle. Tværtimod.
- Jeg tror bare, at det er vildt sundt at kunne skrue ned og fokusere på noget og have noget i hænderne – bare at kunne skabe noget selv og få et break fra alt det, der sker rundt om en, siger hun.
Headhuntet af stort firma
Josefine Bjørn Knudsen er blevet så god til at hækle, at hun har fået flere tusinde følgere på Instagram. Men det er ikke det hele.
Hun er blevet headhuntet af garnfirmaet Mayflower, hvor hun nu arbejder som hækle-designer.
- Jeg elsker ting med rigtig mange detaljer og ting, hvor jeg skal koncentrere mig og tælle og montere – det kan jeg også godt lide. Det er der mange, der ikke kan lide, men det synes jeg nu er meget sjovt, siger Josefine Bjørn Knudsen.
Foruden jobbet studerer Josefine Bjørn Knudsen også. Det gør hun på VIA University College i Herning, hvor hun læser tekstildesign og formidling.
Josefine Bjørn Knudsen har udgivet fire bøger med opskrifter på hæklede dyr og figurer og har en femte på vej.