Kæmpe smørtyv på spil: Politiet leder efter 24 tons smør - og tyven
120.000 pakker smør er forsvundet fra en køleterminal natten til tirsdag.
- Nogen har planlagt det i noget tid, konstaterer Henning Præstegård, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Herning.
For hvordan stjæler man lige 24 tons smør? Hvordan opbevarer man det? Hvad skal man bruge den mængde mejeriprodukter til?
Det er nogle af de spørgsmål, som lokalpolitiet i Herning håber at få opklaret i sagen om det stjålne smør. For det er ikke hver dag, sådan et tyveri foregår.
- Det er helt udsædvandeligt i de mængder. Det sker da, der bliver stjålet en pakke smør i supermarkedet, siger politiassistenten.
Det var mandag morgen, at firmaet Krone Fleet Danmark opdagede, der manglede en sættevogn med 19 smørfyldte containere - svarende til 24 tons smør.
Tyveriet foregik fra en køleterminal på Hedelandsvej i Herning.
- Man skal vide, at præcis den sættevogn indeholdte smør, og hvordan man skulle håndtere det i de mængder, uddyber han.
Håber på tip fra vidner
Smørret er forsvundet i tidsummet mellem 2.30 og 8.00, hvor tyveriet blev opdaget og meldt til politiet. Det ved politiet fra det kølesystem, sættevognen var tilkoblet.
Politiet fandt senere den samme sættevogn - dog uden smør - på Fabriksvej i Ølgod.
Derfor søger politiet nu vidner eller oplysninger, der kan hjælpe dem videre i opklaringen af det fedtede tyveri.
- Man kører ikke bare med 24 ton smør i en personbil. Måske nogen har set en lastvogn og gerne en med køleanlæg, siger Henning Præstegård.