Kvinde blev slynget ud af bil på grund af hund på forsædet

En hund var den direkte årsag til, at en bil søndag forulykkede på Messemotorvejen i Herning.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En kvinde fra Stakroge kom søndag til skade, da hun kørte galt på grund af sin hund.

Den 30-årige kvinde kom kørende på Messemotorvejen ved Herning, da hendes hund sprang fra passagersædet og over mod hende. Hunden ramte i stedet gearstangen, som blev skubbet i bakgear, og det fik alle fire hjul på den store Ford Pickup til at blokere.

Den voldsomme standsning fik bilen til at ramme autoværnet, og det slyngede både kvinden og hunden ud af bilen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.46, og da de nåede frem, kunne de konstatere, at kvinden muligvis havde pådraget sig flere rygskader efter trafikuheldet.

Løse hunde er kun ulovlige, når de giver problemer

I Danmark er det ikke et krav, at hunde og andre kæledyr skal være fastspændte under kørslen.

Hunde betragtes som gods, når de er med i bilen, og her her siger reglerne, at ”Personer eller gods må ikke være anbragt på en på sådan måde, så føreren ikke har fuldt udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet”. (Færdselsloven, § 82)

Den 30-årige kvinde får ifølge politiet formentlig en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven.

Det er uvist, hvor slemt hunden kom til skade under uheldet.