Fast Arbejde

Marie turde ikke tale med kunderne – i dag har hun succes med eget bageri i Herning

28-årige Marie Juul Jensen har forvandlet bageriet Aroma i Herning til en succes, og samtidigt har forretningen forvandlet iværksætteren.

8:49
Fast Arbejde har besøgt Marie Juul Jensens café og bageri.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST og Anders Toft Bro.

Der er sket meget med Marie Juul Jensen, siden hun for tre år siden som sprang ud i livet som iværksætter med sit eget bageri og café. Det var en genert og indadvendt 25-årig, der begyndte, men i dag har hun fået succes med sin forretning, og den generte pige er væk. 

- Man har ansvar og man får lov til at være nyskabende, siger den 28-årige iværksætter med et smil.

For tre et halvt år siden vidste indehaveren af Aroma i Herning ikke helt, hvad hun egentlig ville. Hun er ikke uddannet bager, men hun har til gengæld længe været lidt af en nørd udi i bagekunsten. 

- Jeg har altid set Den Store Bagedyst og bagt meget hjemme, siger indehaveren af det kombinerede bageri og café, der ligger på Fonnesbechsgade i det østlige Herning. 

- Jeg havde svært ved at finde ud af, hvor jeg skulle hen. Jeg overvejede alverdens ting. Jeg troede egentlig, jeg skulle være konditor. Men så hørte jeg, at det her var til salg, siger Marie Juul Jensen. 

54.000 boller sidste år

Det går godt med forretningen. Den vokser. Sidste år langede bageriet ikke færre end 54.000 boller over disken mod 19.000 året før. 

Men det er ikke kun omsætningen og indtjeningen, der flytter sig. Imens hun har flyttet salget i bageriet, har bageriet og arbejdet som iværksætter også flyttet på noget indeni Marie Juul Jensen. 

I dag tæller bageriet ni ansatte udover hende selv. En af dem er hendes mor. 

- Det er dejligt. Det er der ikke nogen problemer i, siger Maries mor, Vibeke Sørensen, med et stort, bredt grin.

Marie Juul Jensen og mor Vibeke Sørensen en tidlig morgen i bageriet Aroma i Herning.
Marie Juul Jensen og mor Vibeke Sørensen en tidlig morgen i bageriet Aroma i Herning.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

- Det er jo hende, der er chefen. 

På nærmeste hold har iværksætterens mor kunne følge udviklingen med forretningen og med hendes voksne datter. 

- Før jeg overtog Aroma var jeg meget indadvendt. Bare tanken om at skulle snakke med kunder var virkelig grænseoverskridende, siger Marie Juul Jensen. 

Men sådan er det ikke længere. 

- Det har været dejligt at se. Marie har måske haft svært ved at finde sit ståsted. Hun har sammenlignet sig lidt med sine større søskende, som laver noget helt andet, siger mor Vibeke.

- Men hun er gået fra, at være den der lidt usikre pige til at blive en moden kvinde, der bare tager sine beslutninger. Det har været rigtig dejligt at se, siger Vibeke Sørensen.  

Flere boller i flere byer

Marie Juul Jensen er ikke nødvendigvis færdig med at sætte ting i gang. Kunderne har taget godt imod hendes bagværk i Herning, og det kunne kunder måske også gøre i andre jyske byer. 

- Det kunne da være sjovt nok at åben en afdeling i en anden by. Så må vi se, hvordan det går, siger Maria Juul Jensen.   

- Jeg er glad hver morgen, jeg møder ind. Det gør ikke noget at stå tidligt op, når det er ens egen butik, fortæller en glad indehaver af café og bageri Aroma i Herning.