Michella frygter for sit liv: Skal selv betale for behandling i København
Der er forskel på de behandlinger, der tilbydes i Region Midtjylland og Region Hovedstaden.
Michella Lodahl Hansen fra Vildbjerg har en sjælden mavesygdom. I Region Hovedstaden findes der en behandling mod sygdommen - men det gør der ikke i Region Midtjylland.
Hun har haft daglige smerter i maven siden 2019, men først i april i år fik hun efter en såkaldt second opinion på Hvidovre Hospital konstateret, at hun lider af Anterior Cutant Nerve Entrapment Syndrom (ACNES).
Ifølge Michella Lodahl Hansen føles sygdommen som ildebrand i maven. Smerterne er nu så store, at hun skal til at have seks indsprøjtninger med morfin hver dag.
- Det brænder, ætser og skærer i maven. Jeg har smerter hele tiden, og jeg kan ikke andet end at ligge i sengen 24 timer i døgnet, fortæller hun.
Ifølge Michella Lodahl Hansen selv var hun tidligere "en pige med spræl i".
- Jeg har ADHD, så jeg elskede at lave noget og have gang i den. Men nu kan jeg ingenting, siger hun.
Lægen fra Hvidovre Hospital kunne fortælle hende, at der findes en privatklinik i København, som Region Hovedstaden samarbejder med, der ville kunne hjælpe hende med en smertebehandling, hvor nerverne fryses.
Men den behandling tilbydes ikke i Region Midtjylland, hvor Michella Lodahl Hansen bor.
- Det er forfærdeligt. Man forstår ikke, at det kan forekomme i så lille et land, når de siger, at man har frit sygehusvalg, siger hun.
Evidens eller ikke evidens?
Ekstra Bladet har tidligere fortalt om Michella Lodahl Hansens historie. Til Ekstra Bladet forklarer Region Midtjylland, hvorfor de ikke tilbyder behandlingen.
- Region Midtjylland tilbyder ikke behandling til patienter, der er diagnosticeret med ACNES, fordi man i regionen ikke har set evidens for behandling af ACNES. I Region Midtjylland er vi heller ikke bekendt med, at tilstanden er nævnt i de gældende specialeplaner for henholdsvis kirurgi, anæstesi eller neurokirurgi, siger koncerndirektør Poul Michaelsen til mediet.
Han understreger, at der ikke er tale om økonomiske hensyn.
Michella Lodahl Hansen er dog uforstående over for forklaringen.
- De har jo evidens for behandlingen i Region Hovedstaden. Min læge fra Hvidovre Hospital fortalte, at 80 procent fik det bedre efter behandlingen, siger hun.
Ifølge reglerne kan man som patient blive behandlet på et privathospital, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at privathospitaler må varetage den specifikke form for behandling. Det skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Når det kommer til behandling af ACNES er der dog tale om en lokal aftale mellem Region Hovedstaden og privatklinikken.
Starter indsamling
Michella Lodahl Hansens veninde igennem de sidste 14 år Michela Andersen har valgt at starte en indsamling for at hjælpe sin veninde.
Det er nemlig muligt selv at betale for behandlingen på privatklinikken i København.
- Jeg har kendt Michella i 14 år, og da jeg lærte hende at kende, fløj hun rundt. At se hende gå til, hvor hun er i dag, kan jeg ikke holde til. Der er ikke nogen til at hjælpe, og jeg kan se, hvordan det påvirke både Michella og hendes mor, siger Michela Andersen.
Én behandling på privathospitalet koster 30.000 kroner, og Michella Lodahl Hansen skal med stor sandsynlighed have to behandlinger.
Derudover kommer omkostninger til transport og overnatning.
- Jeg ved ikke præcist, hvad det render op i, men det er flere penge, end jeg selv har. Så nu starter jeg en indsamling for at hjælpe, siger Michela Andersen.
Hun fortæller, at hun har sendt en ansøgning til Indsamlingsnævnet, men at der kan gå op til 14 dage, før de kan starte indsamlingen.
Michella Lodahl Hansen fortæller, at hendes smerter bliver værre og værre, og hun frygter derfor for sin fremtid, hvis hun ikke får hjælp.
- Jeg tror desværre, at jeg kommer til at dø det her. Det bliver kun værre og værre.