Mikkel Hansen om talentchefs exit: Det er en katastrofe

Både Mikkel Hansen og Lasse Svan Hansen begræder talentchef Claus Hansens farvel til Dansk Håndbold Forbund.

Mikkel Hansen er vred over, at DHF ikke har gjort mere for at holde på Lind-talentchefen.
Mikkel Hansen er vred over, at DHF ikke har gjort mere for at holde på Lind-talentchefen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tidligere torsdag kom det frem, at talentchefen i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Claus Hansen, der bor i Lind, har sagt sin stilling op.
    
Efter 16 år i DHF har han indgivet sin opsigelse som ungdomslandstræner og talentchef i utilfredshed med opbakningen fra forbundet.
    
Efter opsigelsen lyder der kritik af DHF fra flere af de toneangivende i A-landsholdstruppen, heriblandt Paris Saint-Germain-stjernen Mikkel Hansen.
    
- Det er en katastrofe. Han (Claus Hansen, red.) er efter min mening den bedste ungdomstræner nogensinde.
    
- Det er klart, at når man lader sådan en mand gå, vil man gå glip af en masse faglighed og menneskelighed.
    
- Han er en af de trænere, jeg har allerstørst respekt for. Når han snakker, holder alle kæft og lytter, siger Mikkel Hansen til Jyllands-Posten.
    
Claus Hansen har gennem årene haft berøring med næsten samtlige spillere i Danmarks nuværende A-landsholdstrup.
    
Fløjspilleren Lasse Svan Hansen fra Flensburg-Handewitt mener, at Claus Hansen har stor respekt hos alle i håndboldmiljøet, og at han har været en meget stor kapacitet i forhold til at udvikle talenter.
    
- Jeg kan slet ikke forstå, at DHF ikke har gjort mere eller mindre alt for at holde på ham, siger Lasse Svan Hansen.
    
Claus Hansen var senest med A-landsholdet ved EM i Kroatien i januar, hvor han var analytiker i den danske stab.
    
DHF's sportschef, Morten Henriksen, erklærer sig enig med spillerne i, at det er et "kæmpe tab", at Claus Hansen har sagt sin stilling op.
    
Sportschefen undrer sig samtidig over forløbet.
    
- Hvis Claus havde ønsket tingene anderledes, skulle han have sagt det, så vi kunne have kigget på tingene, siger Morten Henriksen til Jyllands-Posten.
    
/ritzau/