Nikoline fra Sørvad tog alle med storm i X Factor: - Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv
Det er ikke hver dag, at man går hen og bliver landskendt i løbet af et par minutter. Men det skete for Nikoline Steen Kristensen fredag. I dag prøver hun at rumme oplevelsen.
Hun kan næsten ikke forstå det, der er sket. Den bare 17-årige sanger fra Sørvad.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, siger Nikoline Steen Kristensen, mens hun flytter lidt på sit lange lyse hår.
Men den er god nok. Alle tre dommere kvitterede fredag med et "ja" og en billet videre i 'X Factor,' efter hun på ydmyg og midtjysk manér havde blæst både dem og seerne bagover.
- Der er så mange, der kommer ind med den der ukulele og prøver at være noget, hvor det bare bliver irriterende. Men det er ægte det der, sagde Oh Land med henvisning til Nikolines fremtoning og optræden.
Og Thomas Blachman var usædvanlig ligefrem i sin ros på audition-stadiet:
- Du kommer i finalen. Du kommer til at komme rigtig langt, sagde han.
Dagen derpå
Alt sammen store ord og begivenheder, der lige skal fordøjes af en - indtil i går aftes - fuldstændig ukendt ung kvinde fra en lille by uden for Herning. Men som bliver bekræftet af de mange henvendelser på mobilen, hun modtager dagen derpå.
- Jeg bliver så overvældet, den kan næsten ikke følge med mere. Det plinger bare ind med beskeder, venneanmodninger og folk, der gerne vil lave noget med mig, siger hun.
Indtil videre har hun udelukkende modtaget positive beskeder og tilkendegivelser. Og selvom det måske må forventes, når man optræder på nationalt tv, så kommer mængden alligevel bag på den nye stjerne fra Sørvad.
- Jeg havde slet ikke forventet det, og synes, det er vildt rørende, fordi folk siger, at det er mega sejt, at jeg tør at stille op, siger Nikoline Steen Kristensen, og fortsætter:
- Det er overvældende. Jeg tror aldrig, at jeg har brugt det ord så meget, men det ER bare overvældende. Jeg er mega glad, og nu skal vi bare have det sjovt med det.
På trods af alt opmærksomheden fra seerne, prøver Nikoline Steen Kristensen ikke at lade forventningerne til sit videre forløb i 'X Factor' løbe løbsk.
- Man ved jo aldrig, om det er min type, de leder efter, siger hun.