Ny lokkemad skal få tilflyttere til landsby
I kampen for at sælge sig selv og lokke tilflyttere til byen har en landsby lavet ny markedsføring, men ifølge ekspert i city branding er der flere vigtige faktorer, hvis folk skal flytte til.
Har I oversolgt jer selv med den reklamefilm?
- Overhovedet ikke – vi kunne have vist meget mere.
Så klar i mælet er Morten Petersen, der er formand i Arnborg Borgerforening, når snakken går på byens nye reklamefilm.
Hvis du har kørt på den Midtjyske Motorvej mellem Herning og Brande, så har du nok været i Arnborg.
I hvert fald lige ved og næsten.
Landsbyen med godt 630 indbyggere har indledt sin egen kamp for overlevelse.
- Hvis ikke vi udvikler os som landsby, så er vi i farezonen, når kommunen skal spare penge, siger Morten Petersen.
Og derfor har de nu samlet penge sammen til at få produceret en reklamefilm.
- Mange biler kører igennem hver dag, og vi vil gerne, at de tænker ’Nårh, det er derude, der sker ting.’
Kun en lille del af by-brandingen
Morten Petersen fortæller, at Arnborgs formål med at lave reklamevideoen er at få flere tilflyttere.
Alle er velkomne, men især én kategori drømmer de om.
- Skolen er vores akilleshæl. Så vi vil meget gerne have nogen, der kan sætte børn i skolen.
Og det er godt at have en klar målgruppe, hvis man ønsker at ramme rigtigt med brandingen. Men det kræver meget mere end en reklamevideo at få folk til at flytte, mener lektor og forsker i city branding ved Erhvervsakademi Sydvest Christian Dragin-Jensen.
- Man kan ikke bare lave en video og sige ’kom her’. Et markedsføringstiltag som at lave en video har i bedste fald en midlertidig effekt, siger han.
Når man spørger Christian Dragin-Jensen, om sådan en reklamevideo rent faktisk kan have en positiv effekt for en landsby som Arborg, er svaret altså ikke så simpelt.
Det korte svar er ja – men kun som kortvarig opmærksomhed.
Det længere svar handler om, at selve markedsføringen af en by er en lille del af det at brande sig selv, så folk faktisk vil flytte.
- Når man taler branding, udmønter det sig ofte i markedsføring, men der er andre dele af citybrandingen, der er meget vigtigere. Og det er place making, siger Christian Dragin-Jensen.
Place making handler om, at i stedet for at vise de gode sider frem, så fokuserer man på at skabe sit sted – sin by, så den i sig selv er attraktiv.
- Er der boligmuligheder, gode skoler, gode events, byliv, tæt på natur, hvad gør stedet bedre end andre steder? siger forskeren.
Arnborg har godt styr på sin place making
Ifølge formanden i Arnborg borgerforening er byen allerede skøn.
- Vi har et fantastisk foreningsliv, et godt sammenhold. Når der er noget, så bakker folk op. Vi behøver ikke hyre folk ude fra – vi har masser af frivillige i byen, siger Morten Petersen.
Og det er lige netop det nære, der gør byen så god.
- Jeg har selv boet i Herning i 10 år. Men jeg blev ramt af at mangle det, man kun finder i landsbyer. At man kender hinanden. Hvem skal jeg ringe til, hvis jeg skal have hjælp til at grave et hul til en trampolin? Det er bare rart at vide, siger Morten Petersen.
Ifølge forskeren i city branding er det klogt at fokusere på de styrker, når man skal brande sin by.
- Man skal ikke konkurrere med store byer, men fokusere på, hvad er det unikke dna her? Hvilken fortælling kan vi lave, som er autentisk og som også nuværende borgere stadig køber ind på? siger han.
Ser længere frem end manglen på 70'er-villaer
Men selvom formanden er glad for sin by, er der alligevel lidt ved place makingen, der ikke er helt på plads.
- Vores største problem er, at vi ikke har nok 70’er-villaer til dem, der vil flytte hertil. Og det koster det samme at bygge hus i Arnborg som i Lind. Det bliver for dyrt i forhold til, hvad man kan sælge huset for igen, siger Morten Petersen.
Men det er et arbejde, som borgerforeningen er godt i gang med.