Alle børn i Skave kender den farlige landevej: Nu skal de få os alle til at sænke farten
497 færre er blevet slået ihjel i trafikken. Det er også indbyggerantallet i Skave, og det er grunden til, at Skave spiller hovedrollen i en ny kampagne.
497 mennesker er blevet forskånet fra at miste livet i trafikken.
Det har Rådet for Sikker Trafik regnet sig frem til. Årsagen er, at danske bilister har lettet foden fra speederen og sat farten en smule ned.
Og da antallet af borgere i Skave er lige nøjagtigt 497, så blev den lille by øst for Holstebro udvalgt til at være med i en ny trafikkampagne.
Troede det var telefonfis
- Jeg blev ringet op i min sommerferie af et produktionsselskab. Og jeg troede først, det var en joke, fortæller formanden for borgerforeningen, Henny Hedegaard Jensen, om det første opkald.
Men var ikke telefonfis. Og efter lidt forberedelse ankom et større filmhold til byen, hvor der over tre dage blev filmet, den nye kampagnevideo.
Hylder livet
- Filmen varer kun 48 sekunder, men det er jo sådan det er. Men jeg synes, de viser rigtigt mange gode sider af Skave, siger Henny Hedegaard Jensen.
Hvor kampagnevideoer af den slags normalt viser, hvor galt det kan gå i trafikken, så har videoen fra Skave en helt anden tilgang.
- Vi hylder livet. Vi hylder alle dem, der kan få lov til at se solen stå op. Og alle dem der kan være sammen med dem de elsker. For vi kan sige, at det betyder noget, at vi ændrer adfærd i trafikken, fortæller Karina Petersen, vicedirektør i Rådet for Sikker Trafik.
Kampagnen bruger indbyggertallet i Skave til at vise, hvor meget det betyder, at bilisterne sætter farten ned. For antallet af trafikdræbte er faldet med det antal borgere, der er i byen.
En af dem der pludselig blev en stor del af kampagnevideoen er Mirjam Kristensen. Hun er den lokale skoles musiklærer.
Byen lever med en farlig landevej
- I virkeligheden så kommer det af, at jeg blev spurgt af Henny, vores formand for borgerforeningen, og når hun spørger, så siger man ja. Og der var jo ingen der vidste, hvad det skulle blive til på det tidspunkt.
Men Mirjam Kristensen er glad for at være en del af den nye kampagne, hvor også elever fra skolen er med.
- Når vi underviser børnene på skolen i trafik, så lærer vi dem ikke om rundkørsler og lyskryds. Vi lærer dem om Viborgvej, der går lige igennem byen. Det er en farlig vej, fortæller hun.
Borgerforeningsformanden håber også, at kampagnen kan være med til at gøre noget ved den trafik, der skærer sig lige gennem byen.
Har givet sammenhold
- Viborgvej er en del af vores hverdag i byen. De små børn lærer helt fra start af, at de ikke må gå alene over vejen. Og man cykler på fortovet. For det er for farligt at cykle på vejen, siger hun.
Kampagnen har dog allerede haft en helt anden, og måske utilsigtet effekt. For efter tre dage med filmoptagelser i byen, hvor mange borgere har deltaget, så har det gjort noget for byen.
- Vi synes det har været sjovt at være med, og så har det givet et rigtigt godt sammenhold i byen, siger Henny Hedegaard Jensen.