Person omkommet i alvorlig brand: Familie blev reddet ud "på et hængende hår"

En voldsom brand kostede én person livet i nat, mens en nabo formåede at redde en familie ud. Indsatslederen kalder naboens indsats "vanvittigt imponerende."

Da brandfolk kom frem stod flammer op af taget.
Da brandfolk kom frem stod flammer op af taget.
Foto: Holck-Photo
Opdatering

  • Rettelse: Familien, som blev reddet ud, består af fem personer - en mor, en far, og tre børn. Tidligere fremgik det, at der var tale om en far og to børn.

En person er omkommet i en brand i Ilskov mellem Herning og Viborg i nat. 

Redningsmandskab fra Midtjysk Brand & Redning blev alarmeret kort før klokken 03 natten til søndag. 

Men da brandfolkene ankom var en lejlighed på første sal allerede overtændt.

- Der står flammer op igennem taget, og lejligheden er overtændt. Det betyder, at vi ikke kan sende mandskab ind, og det betyder også, at ingen kan leve derinde. Derfor koncentrerer vi os i første omgang om at evakuere de resterende beboere i ejendommen, siger indsatslederen. 

Familie reddet ud af vindue

Det var en beboer i nabolejligheden, som slog alarm, da ilden spredte sig til deres lejlighed. 

I lejligheden boede en familie, som ikke kunne komme ud af den brændende bygning, fortæller Peter Kristensen. 

- Der er så meget røg i den fælles trappeopgang, at familien ikke kan komme ned. Men inden vi når frem bevæger de sig hen til et vindue, og det ser en nabo, som kommer dem til undsætning, siger indsatslederen. 

Naboen fik reddet de fem beboere, en far, mor og tre børn, ud ad vinduet og ned via en stige. 

- Han får dem reddet ud, og kort tid efter er deres lejlighed også i brand. Så det var på et hængende hår, han får dem reddet. Det er vanvittigt imponerende, siger indsatslederen. 

Ældre ægtepar evakueret

Familien er nu tilset af en læge og er ikke kommet til skade, oplyser Peter Kristensen. 

I lejligheden under den, hvor branden begyndte, bor et ældre ægtepar. De blev også begge evakueret fra bygningen, og nåede uskadte ud. 

- Men ingen af lejlighederne kan bebos igen. To af dem er udbrændt, og den tredje er helt og aldeles ødelagt af vand fra slukningen, siger indsatslederen. 

Efter nogle timer var branden under kontrol og klokken 09 søndag morgen var brandfolk fra de tre involverede stationer ved at være færdig med efterslukningen. 

Søndag formiddag skal den omkomne bjærges og lejligheden undersøges af politiets kriminalteknikere. 

I den forbindelse vil Ilskov Hovedgade været spærret søndag.