Så er den gal igen: Flere indbrud i håndværkerbiler
Tyve stjal dyrt værktøj i Vildbjerg og Herning. Politiet opfordrer håndværkerne til at få mærket deres værktøj.
Mange midt- og vestjyske håndværkere har i løbet af det sidste års tid haft indbrud i deres varebiler, og nu er den så gal igen.
Lokalpolitiet i Herning fortæller om tre nye sager. Fra tirsdag eftermiddag til onsdag morgen var der indbrud i to Mercedes Sprinter-varebiler i Vildbjerg. Den ene holdt på Ågårdsvej og den anden på Åvænget. I begge tilfælde blev der stjålet en del værktøj - beløbet er endnu ikke gjort op.
I samme tidsrum blev der også meldt om indbrud i en påhængsvogn, der stod parkeret på Rødtjørnvej i Herning. Her blev der stjålet værktøj for omkring 30.000 kroner.
Politiet finder det sandsynligt, at det var de samme gerningsmænd, der var på spil i Vildbjerg og muligvis også i Herning. Og ordensmagten hører gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt i de to områder.
- Samtidig opfordrer vi til, at håndværkerne får mærket deres værktøj på den ene eller anden måde. Det gør det noget sværere for tyvene at omsætte værktøjet, siger Michael Rasmussen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Herning.
Man kan blandt andet bruge en særlig DNA-mærkning med noget væske, der har en unik kode, som kan ses med en UV-lampe.
Hvis værktøjet ikke er mærket, er det en risiko for, at politiet ikke kan bevise, at det er stjålet, siger Michael Rasmussen.