Sårbare patienter skærmes efter brand på psykiatrisk afdeling
Der ventede de ansatte på Regionshospitalet Gødstrup en opgave i at sikre ro og tryghed om de patienter, der fredag blev berørt af brand på sygehuset.
Det ramte en i forvejen sårbar patientgruppe, da der fredag formiddag pludselig opstod røgudvikling på et psykiatrisk sengeafsnit på Regionshospitalet Gødstrup. Der venter derfor nu en opgave for sygehuspersonalet i forhold til at tage hånd om de berørte patienter.
Det fortæller chefsygeplejerske Tine Nyegaard Hansen.
- Det vil nok blive opfattet forskelligt af patienterne. Det skal vi selvfølgelig have øje for og høre dem ind til og tale med dem om det, der er sket i løbet af dagen, siger hun.
De 26 indlagte patienter blev evakueret til et tomt sengeafsnit, hvor personalet forsøgte at skabe ro omkring dem.
- De tog det stille og roligt, og vi sørgede for lidt ekstra kaffe, saftevand og juice og en småkage for lige at tage det lidt med ro, siger chefsygeplejersken.
Branden, der blev anmeldt klokken 09.09, opstod i et elektronikskab på sengeafsnittet for affektive lidelser, og det var placeret i den del af afsnittet, der var forbeholdt de skærmede patienter.
Sårbare patienter skærmes
Det var dermed de allermest sårbare patienter, der pludselig stod midt i røg, brandalarm og evakuering. Da støvet havde lagt sig, lå der derfor en opgave for personalet i forhold til at skærme særligt denne patientgruppe og sikre, at de får ro.
- Dem har vi skaffet stuer til ovre i vores psykoseafsnit, så de er sikret lidt særlig tryghed her, siger Tine Nyegaard Hansen, chefsygeplejerske i regionspsykiatrien i Gødstrup.
For at sikre roen forventes flere ansatte at blive tilkaldt.
- Vi kommer til at kalde lidt ekstra personale ind, så det er kendt personale, der følger med patienterne, siger Tine Nyegaard Hansen.
Ringede til pårørende
Der ventede også de ansatte på sygehuset en opgave i at informere vidt og bredt om branden.
Mange af patienterne efterlod deres telefoner på afdelingen, og eventuelle bekymrede pårørende, der fik nys om evakueringen og branden, ville ikke kunne komme i kontakt med de indlagte.
- Vi har ringet rundt til alle pårørende og beroliget dem, siger Tine Nyegaard Hansen.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.
Det er umiddelbart forventningen, at patienterne i løbet af dagen kan vende tilbage til den brandramte afdeling. I mellemtiden er regionens andre psykiatriske afdelinger blevet bedt om at hjælpe med eventuelle nye patienter.