20-årig erkender at have affyret skud: Troede hans ven ville blive "hakket ihjel"

Torsdag skal de to 20-årige mænd, der er tiltalt for drabsforsøg, forklare sig i sagen, hvor en 22-årig blev skudt på åben gade i Herning.

Torsdag fortsatte retssagen, hvor to mænd er tiltalt for drabsforsøg, og to andre er tiltalt for forsøg på grov vold. Tre af dem er tiltalt for våbenbesiddelse. Alle nægter sig skyldige.

Tiltalen tager udgangspunkt i et voldsomt opgør, der endte med at en 22-årig mand, som selv er en af sagens tiltalte, blev ramt af skud på åben gade i Herning klokken seks om aftenen og endte i livsfare.

Da den 22-årige forklarede sig ved sidste retsmøde, sagde han blandt andet, at det skulle fungere som en 'skræmmekampagne', da han opsøgte de to 20-årige bevæbnet med kniv og økse.

Torsdag skulle de to 20-årige, som er tiltalt for drabsforsøg i forening, svare på spørgsmål i retten. Du kan læse detaljerne i livebloggen herunder, som ikke bliver opdateret længere.

I dag kl. 12:54

Bemærkning fra dommeren inden afslutning

Der er ikke flere spørgsmål til den 20-årige, og retsmødet for i dag er slut.

Først har dommeren dog en bemærkning - hun siger, at der er en mindreårig pige, der er indkaldt som vidne ved næste retsmøde, som er "noget skræmt" over at skulle vidne i retten. Derfor vil dommeren vide, om det er ok for forsvarerne, at de tiltalte kommer til at høre hendes afhøring fra et seperat lytterum. Det er der ingen indvendinger imod.

Næste retsmøde er den 21. november.

Vi lukker livebloggen ned for denne omgang.

I dag kl. 12:50

Forsvarer spørger ind til skud

Forsvarsadvokat Søren Salomonsen vil gerne vide, hvornår det gik op for den 20-årige, at det var en rigtig pistol, han havde i hænderne.

- Der kom jo et brag fra den, så kan jeg jo godt lægge to og to sammen, men det var ikke noget, jeg tænkte over.

- Ændrede det så din tankegang, da du fandt ud af, den var ægte?, spørger forsvareren.

- Det tænker jeg ikke over. Vi står i en helt surrealistisk situation.

I dag kl. 12:47

- Har du set en pistol før?

Forsvareren for den 21-årige, Søren Salomonsen, spørger til, hvorfor den 20-årige ikke har spurgt om hjælp fra hverken den anden person, der også var omme i spillerummet, eller fra den unge kvinde, der stod bag disken i kiosken.

Det tænkte han ikke på, svarer den 20-årige.

Søren Salomonsen spørger også til, hvornår det er, den 20-årige har set den 21-årige have hånden nede i sin bæltetaske - hvor den 20-årige altså mener, han opbevarede en pistol. Ifølge forsvareren er det nemlig ikke til at se på overvågningen. Den 20-årige siger, at han så det på andre tidspunkter, hvor man ikke lige kan se det på det klip, forsvareren viser.

Forsvareren spørger også den 20-årige, om han har set en pistol før.

- På film og sådan noget, ellers ikke, svarer den 20-årige.

I dag kl. 12:42

Forsvarer har flere spørgsmål til 20-årigs forklaring

Nu viser Mette Grith Stage igen noget af overvågningsvideoen fra kiosken.

- Som jeg ser det, så havde de (den 21-årige og den 22-årige) jo ryggen til jer på vej ud af kiosken, siger Mette Grith Stage og undrer sig derfor over, at den 20-årige sagde, at parterne hele tiden havde fronten mod hinanden.

Den 20-årige anerkender, at det har de i det splitsekund på videoen men siger, at "det var på ingen måde sådan, jeg opfangede det".

Mette Grith Stage spørger også ind til, hvorfor den 20-årige tidligere har forklaret, at "øksemanden" - altså den 22-årige - råbte "skyd ham, skyd ham", mens han stod i vindfanget til kiosken, når han i dag forklarer, at den 22-årige stod ude på fortovet, da han råbte det.

Den 20-årige siger, at det er det samme for ham at se. De vender spørgsmålet nogle gange frem og tilbage, og Mette Grith Stage afslutter med at sige:

- Det er så ikke det samme for mig, men jeg har ikke flere spørgsmål.

I dag kl. 12:37

Forsvarer undrer sig over forklaring

Forsvarer for den 22-årige prøver at få den 20-årige til at forklare, hvordan han kan have haft indtryk af, at hans kammerat, den anden 20-årige var ved at "blive hakket ihjel", når den anden 20-årige selv har sagt, at han bare løb derfra.

- Hvordan kan han være ved at blive hakket i stykker, hvis han også er i løb på vej væk?, spørger Mette Grith Stage.

- Det var sådan, jeg oplevede det. Vi er forskellige mennesker, siger den 20-årige.

I dag kl. 12:35

Blev ikke bedt om at skyde af den anden 20-årige

Karina Skou, der er forsvarer for den anden 20-årige spørger, om hendes klient på noget tidspunkt bad ham om at skyde.

Det svarer den 20-årige i vidneskranken nej til og siger, at hans ven, den anden 20-årige, tværtimod løb fra stedet.

I dag kl. 12:32

Skød ikke, mens han stod over den 22-årige

- Hvad tror du, der var sket, hvis du ikke havde trykket på aftrækkeren?, spørger forsvarer Mark Lauge Storgaard.

- Så havde min kammerat ikke været her i dag, siger den 20-årig.

- Når du at overveje, om du kunne slå ham ihjel?

- Nej. Jeg vidste jo ikke, om det var en ægte pistol eller ej, siger den 20-årige.

- Skyder du ham, mens du står op over den 22-årige?

- Nej, det er jeg 100 procent sikker på, siger den 20-årige og tilføjer:

- Jeg ønskede ikke at dræbe nogen, men jeg ville heller ikke selv dø.

I dag kl. 12:29

Tror den 21-årige havde medbragt pistol

Det er nu den 20-åriges forsvarer, Mark Lauge Storgaard, der stiller spørgsmål. Han spørger blandt andet til, hvor han tror, pistolen kom fra.

Den 20-årige siger, han tror, det var den 21-årige, der havde medbragt pistolen. Det baserer han på, at den 21-årige ifølge ham gik med hånden nede i sin bæltetaske undervejs i sammenstødet, og at den så pludselig lå på jorden.

Forsvareren vil også gerne vide, om den 20-årige provokerede de to andre.

- Der kan nok godt være røget et par skældsord, siger den 20-årige.

I dag kl. 12:26

Frygtede mange års fængsel

Den 20-årige kommer ind på frygten for, at "nogen ville hævne sig", og at det var en del af begrundelsen for, at han ikke henvendte sig til politiet.

- Jeg vidste jo godt, at det her var noget, der kunne ændre mit liv, at jeg risikerede mange års fængsel, så det er ikke noget, man bare lige gør, siger den 20-årige.

Han siger, ligesom den anden 20-årige, at han ikke vil fortælle om, hvor de to 20-årige var, og hvem de talte med i de tre uger, de var efterlyst.

I dag kl. 12:22

Var glad for at slippe derfra uskadt

- Var det ikke for at fjerne spor?, spørger anklageren.

- Det var faktisk det sidste, jeg tænkte på. Jeg var bare glad for, at min kammerat og jeg slap ud af det her uskadt, siger den 20-årige.