Kort nyt
Danmarks største havvindmøllepark får sin etableringstilladelse
Selskabet bag Danmarks største havvindmøllepark - Thor Havvindmøllepark - har torsdag fået grønt lys til at gå videre med projektet i form af en etableringstilladelse.
Det oplyser tyske RWE i en pressemeddelelse.
Med tilladelsen kan installationen af havvindemølleparken ved Thorsminde nu begynde, oplyser RWE.
Parken skal bestå af 72 vindmøller, der i 2027 skal producere grøn strøm nok til at forsyne en million danske husstande.
Ifølge RWE er det Energistyrelsen, der har givet tilladelsen.
Nyt fund - borgere skal koge vandet
Endnu en gruppe borgere i Viborg Kommune skal koge vandet efter fund af coli-bakterier.
Det oplyser Viborg Kommune på sin hjemmeside.
Denne gang er det borgerne i Uldbjerg vest for Møldrup i den nordlige del af Viborg Kommune.
Anbefalingen kommer kun kort tid efter et lignende fund i Vinkel, der også ligger i Viborg Kommune.
Efter fundet har man tilkoblet sig Gedsted Vandværk via en nødforsyningsledning, og formanden i Ulbjerg Vandværk vurderer, at vandkvaliteten herefter hurtigt vil blive forbedret i løbet af et par dage.
Der vil dog fortsat være spor af forurenet vand i ledningerne lidt endnu, og Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler derfor, at de ca. 300 forbrugere, der er tilkoblet Ulbjerg Vandværk, indtil videre skal koge vandet.
Pakkecentral lammet efter uheld med maling: Personalet sorterede med de bare næver
PostNords pakkecentral i Herning blev tirsdag ramt af et uheld, da en pakke med maling sprang læk i pakkesorteringsmaskinen.
Men nu kører alt normalt igen, og PostNord kan ånde lettet op.
Trods nedbruddet og de udfordrende omstændigheder blev næsten alle pakker leveret til tiden.
- Vi har igen normal drift på terminalen i Herning og Midt- og Vestjylland. Vi satte ekstra bemanding ind, og flyttede pakker til nærliggende terminaler. Takket være vores dygtige medarbejdere, som manuelt sorterede forsendelserne, endte vi med at levere langt de fleste pakker til tiden, siger Isabella Beck Jørgensen, pressechef hos PostNord.
På vegne af PostNord takker hun samtidig Brand & Redning MidtVest for indsatsen.
- Det her er en fremtidssikring, siger havnechef om ny tilladelse
Glæden i den lille havneby Thorsminde er til at tage og føle på, efter det torsdag står klart, at der er givet grønt lys til at opføre Danmarks største havvindmøllepark ud for byen.
- Det her er en fremtidssikring af Thorsminde Havn, fastslår Lisette Sønderby, der er havnechef i Thorsminde.
Tyske RWE, der står bag den kommende park, har allerede udvalgt Thorsminde Havn som servicehavn for vindmølleparken.
Det er forventningen, at driften af Thor vil bidrage med 50-60 arbejdspladser i Thorsminde.
Under selve byggefasen får Thorsminde Havn en mindre rolle for de mandskabsbåde, der sejler ud til byggeriet. Mølledelene bliver udskibet fra Esbjerg og fra Tyskland.
Mistænker mand for at have påsat brand
En 27-årig mand er anholdt og sigtet for brandstiftelse, efter en villa i Aalestrup i Vesthimmerlands Kommune natten til torsdag stod i brand.
- På grund af nogle omstændigheder derude har vi mistanke om, at den er påsat, siger politikommissær Mikkel Brügmann fra Efterforskningscenter Himmerland ved Nordjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Politi leder efter kvinde
Et møde mellem to kvindelige bilister udviklede onsdag morgen til en sag for politiet.
Det oplyser Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Kongen gæster Midt- og Vestjylland
Foran gang siden han overtog tronen, er Kong Frederik i dag på officielt besøg i landsdelen. Læs meget mere ved at følge linket, hvor du også kan se kongen udtale sig til kamera.
Kristian Pihl Lorentzen bliver forsvarsordfører
63-årige Kristian Pihl Lorentzen (V) bliver ny forsvarsordfører i Venstre, når han fredag vender tilbage til Folketinget som stedfortræder for Mads Fuglede (DD), der holder barsel.
Det oplyser V-politikeren fra Ans i en pressemeddelelse.
Ved valget i 2022 glippede genvalget til Folketinget for det mangeårige folketingsmedlem.
I foråret vikarierede Kristian Pihl Lorentzen også for Mads Fuglede i en kort periode.
Kristian Pihl Lorentzen nuværende vikariat varer efter planen fire måneder.
Furboer må undvære vand
Beboerne på Fur må fredag undvære vand, når et større kabelarbejde på Fur betyder, at vandværket er uden strøm.
Det oplyser Skive Vand, der driver vandværket, i et sms-varsel.
Ifølge Skive Vand er det netselskabet N1, der fredag skal lave et kabelarbejde, hvor strømmen til vandværket vil være afbrudt fra klokken 09.00 til cirka 9.30.
- Vandforsyningen på Fur vil derfor være afbrudt i ca. 30 min., skriver Skive Vand.
Det er langt fra første gang, at furboerne har problemer med vandforsyningerne. Tidligere på året måtte furboerne koge vandet i 18 dage på grund af bakterier.
Indbrud: Sommerhus tømt for dyrt design
De fleste forbinder nok sommerhuse med afslapning, men onsdag fik en kvinde sig en helt anden oplevelse, da hun tog forbi sit fritidshus i Vedersø vest for Ulfborg.
For et vindue i stuen var brudt op, og hendes designermøbler til en værdi af 27.000 kroner var væk.
- De er formentlig kommet ind ad vindue og ud gennem en terrassedør, siger Peter Ackermann fra lokalpolitiet i Ringkøbing.
Tyvekosterne dækker over fire af Arne Jacobsens velkendte Syver stol til 16.000 kroner, en standerlampe også af Arne Jacobsen til 6000 kroner og så en Wegner-loftslampe til 5000 kroner.
Politiet har ikke mange spor at gå efter i sagen, siger Peter Ackermann.
Indbruddet er foregået på et tidspunkt mellem 26. og 30. oktober.
Politiet gyser efter kontrol: - Det er overhovedet ikke at spøge med
Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag morgen delt "en virkelig uhyggelig gyser" på Facebook.
Det har dog ikke noget med græskarhoveder, skeletter eller vampyrer at gøre, det handler i stedet om en fartkontrol, som politiet for nylig gennemførte i en 50 kilometers zone i nærheden af Regionshospitalet Gødstrup ved Herning.
Her kørte 614 bilister forbi en ATK-vogn, og ud af dem fik 40 bilister en omgang blitz ind ad forruden i løbet af de fire timer, aktionen varede.
De fleste af dem kan "nøjes" med en bøde, men seks af dem får oven i hatten et klip i kørekortet for at køre over 65 kilometer i timen.
En enkelt kørte så hurtigt som 84 kilometer i timen, og bilisten får derfor frakendt sit kørekort.
Og det er overhovedet ikke at spøge med, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.
- For høj hastighed slår ihjel på vejene - sæt farten ned! står der i opslaget.
Signalproblemer giver togaflysninger
Torsdag morgen har Banedanmark nogle signalproblemer, og det betyder aflyste tog.
På nuværende tidspunkt gælder toget, der kører mellem Aarhus H og Viborg St. klokken 07.24, og det tog, der kører den modsatte vej på strækningen, klokken 08.39.
GoCollective beklager de gener, de aflyste tog medfører og skriver, at det er afledte virkninger af signalproblemerne, der er årsagen til aflysningerne.
DMI opfordrer til at holde godt fast i halloweenslikket
Torsdagen begynder med svag til frisk vind fra vest og sydvest, men som dagen udvikler sig tager vindstyrken til.
Det skriver DMI.
I aften og i nat kan vinden ramme kuling-niveau i det meste af landsdelen, men den omkring Thy kan nå hård kuling med vindstød af stormstyrke omkring.
DMI opfordrer derfor til, at uhyggeligt udklædte børn og voksne, der vil en tur rundt for at stemme dørklokker og sige "slik eller ballade", holder godt fast i slikposerne. Desuden bør man sikrer sin havetrampolin for en sikkerheds skyld, hvis man har sådan en stående ude.
Dagen igennem kommer temperaturerne til at ligge mellem 11 og 14 grader, og det kan komme til at regne hist og her, skriver DMI. Det ser dog ud til at holde tørt torsdag aften.
Forsidebilledet er taget af Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Underligt syn på himlen: Her er ekspertens bud
Markus Tröndlin fik sig for nylig noget af en oplevelse. En ildrød stribe formede sig på himlen, og Jegindø-beboeren skyndte sig at tage et billede.
Men hvad han i første omgang troede, var en komet, er meget sandsynligt noget helt andet, mener ekspert.
Nærvær og fælleskab skaber rekord
Japansk, madkundskab og olie- og akrylmaling er blot nogle af de mange hold, som FOF's aftenskole i Herning tilbyder.
- Jeg har gået her i nogle sæsoner, men nu kommer jeg egentlig mest for fællesskabets skyld. Vi hygger os, og jeg har fået nogle at dele mine interesse med, fortæller Ole Nørholm, en af deltagerne på kurset ”Olie og akrylmaling”.
Kvinde fundet: 72-årig kvinde var meldt savnet
Opdatering: Den savnede er fundet i god behold, oplyser politiet på X onsdag aften.
72-årige Inge er onsdag aften meldt savnet af Midt- og Vestjyllands Politi.
Det skriver politiet på mediet X.
Har du set den savnede kvinde kan du ringe til politiet på 114.
Opmærksom gav eks-misbruger ny afhængighed
Da Frederik Poulsen begyndte at dele ud af sin historie, ville rigtig mange pludselig tale med den tidligere misbruger.
Men selvom opmærksomheden var positiv, var det, der spirede i ham, langt fra godt.
Kommuner advarer: Kog drikkevandet
Flere kommuner advarer i dag om bakterier i drikkevandet.
I Viborg Kommune advares borgere, som forbruger vand fra Vinkel Sdr. Sogn Vandværk om coliforme bakterier.
Forureningen blev første gang opdaget 19. september, men analyser af nye prøver fra 24. oktober, som Viborg Kommune viser, at der fortsat er bakterier i drikkevandet.
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler derfor, at borgere, som får vand fra værket, skal koge drikkevandet.
Også Silkeborg Kommune advarer borgere om at koge vandet, før det drikkes.
En analyse af drikkevandet fra Lemming Vandværk i Silkeborg Kommune har vist, at det er forurenet med bakterier. Derfor anbefaler kommunen, at borgere koger vandet inden brug.
Pernille frygter for sin sikkerhed efter ordning stopper på hendes arbejde
På Regionspsykiatrien Gødstrup har portører været en del af medarbejderstaben og været til stede døgnet rundt, på alle årets dage.
Men nu skal personalet selv tage hånd om sikkerheden uden hjælp udefra.
Det bekymrer én af afdelingens medarbejdere, Pernille.
- Jeg har ikke lyst til at skulle møde på et arbejde, hvor jeg tænker: ”Kommer jeg helskinnet hjem herfra?”
Hjemmepleje får påbud
Distrikt Houlkær i Viborg Kommune har ifølge styrelsen for patientsikkerhed fejl og mangler med alvorlige risici for patienter i hjemmeplejen.
Fortsat bakterier i vandet: Her skal borgerne koge vandet
Der er stadig bakterier i vandet fra Vinkel Sdr. Sogn Vandværk. Det viser analyser af nye prøver fra 24. oktober, som Viborg Kommune nu advarer brugerne om.
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler nemlig, at borgere, som får vand fra værket, skal koge drikkevandet.
Forureningen blev første gang opdaget 19. september, men det i prøverne fra 24. oktober er der fortsat fundet mindre mængder af coliforme bakterier.