Sølvskat fundet ved Tjørring
Et flere hundrede år gammelt sagn viste sig at være sandt: Der var begravet en sølvskat på en mark ved Tjørring.
4 gutter med metaldetektorer gjorde et usædvanligt fund, da de 27. december gik ud for at lede efter en sølvskat.
Det lykkedes til sidst, selv om de ikke havde sat næsen op efter noget.
- Det er et sindssygt godt fund at slutte året med, jubler museumsinspektør ved Museum Midtjylland Martin Olesen.
En ældre kone havde fortalt en af de yngre mænd fra detektor-kvartetten, Bjørn Christian Sørensen, at et flere hundrede år gammelt sagn hævder, at der skulle ligge en sølvskat begravet et bestemt sted ved et dige på en mark ved Tjørring.
Folk var simpelthen bange for at de ”skide svenskere" skulle komme.
- Vi gik hen til stedet men fandt selvfølgelig ingenting, fortæller Lars Hebsgaard, én af de garvede detektormænd på holdet.
Søgte i mudderhul
Gruppen fortsatte så 200 meter henad marken, og der, hvor der er allermest mudret, og det hele stod i vand, netop der, var der udslag på metal-detektorerne.
- Bjørn havde pludselig fundet en stor flot sølvmønt og råbte: Der er en skat – der er en skat, siger en grinende Lars Hebsgaard.
Der var flere udslag på stedet, men holdet fandt kun aluminiumsaffald på steder i første omgang. De andre drillede Bjørn Christian Sørensen med at, nu skyldte han dem efterhånden en skat.
Det hemmelige sted
Kort efter dukkede der så flere flotte mønter op – nogle er hele 4 cm i diameter. I alt nåede gruppen op på at finde 50 mønter over 2-3 dage på det hemmelige sted ved Tjørring.
- Det er ligesom med en lyst fisker. Man fortæller jo ikke andre om sit sted, indtil alle fisk er hevet i land, fortæller Lars Hebsgaard fra Holstebro.
Sølvskatten vejer i alt 850 gram og er præget i perioden 1586 til 1656 – altså i Christian den Fjerde’s tid.
- Mængdemæssigt er det meget stort – set i datidens samfund havde det en enorm værdi, fastslår museumsinspektør ved Museum Midtjylland Martin Olesen.
- Vi ser her et resultat af Christian den Fjerdes fejlslagne udenrigspolitik – folk var simpelthen bange for at de ”skide svenskere” skulle komme og havde så gravet deres værdier ned for at beskytte dem, vurderer museumsinspektøren.
Han gætter på, at når de aldrig er blevet gravet op igen, så var det fordi, der var en god grund til at grave dem ned.
Once in a life time
De fire detektorfyre fejrede sølvskatte-fundet med noget så vildt som en kop kaffe og lidt kage ude på marken.
Museum Midtjylland vil for en sikkerheds skyld foretage yderligere udgravninger på stedet for at sikre at alt er kommet med.
De fire mænd som gjorde det store fund er Bjørn Christian Sørensen, Heinrich Olesen, Lars Hebsgaard og Simon Bay Kristensen. De roses alle til skyerne af en stolt museumsinspektør, der mener, at fundet har bragt Museum Midtjylland på detektor-danmarkskortet for alvor.
- Martin Olesen har ivrigt opfordret os til at sætte detektorerne på pension, da man kun gør sådan et fund én gang i sit liv, siger en stolt Lars Hebsgaard med et glimt i øjet.