Tyve slog og sparkede: Tre unge mænd udsat for røveri i Herning

Politiet har anholdt en mand i sagen.

politibil.jpg
Foto: Ritzau Scanpix

I nattens mulm og mørke fik tre unge herningensere noget af en forskrækkelse, da tre unge mænd overfaldt dem.

Af to omgange blev først to unge mænd på 17 og 18 år udsat for røveri af de tre mænd. Kort tid efter gik det udover en 16-årig dreng.

- I begge tilfælde har tyvene slået og sparket de to drenge og på den måde tvunget dem til at udlevere deres punge, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Det første røveri fandt sted omkring klokken 02.20 Godsbanevej i Herning, og det andet skete lidt før klokken 03.00 ligeledes på Godsbanevej natten til lørdag.

En person er anholdt

Midt- og Vestjyllands Politi arbejder på sagen, og de har allerede anholdt en mand, som de mistænker for at være en af de tre tyve, der stod bag røverierne.

Politiet forhørte sig i området omkring Godsbanevej og fandt frem til den person, de anholdte i løbet af natten. Han skal nu afhøres, og politiet arbejder videre med sagen.

Vagtchef Carsten Henriksen fortæller, at Midt- og Vestjyllands Politi meget gerne vil høre fra vidner, der har set røverierne omkring Godsbanevej.