Ulykke nord for Kibæk: Alvorlig kvæstet bilist fløjet til Skejby
En person er kommet alvorligt til skade efter en ulykke nord for Kibæk.
En mandlig bilist er fløjet til Skejby med alvorlige kvæstelser.
Han sad i en bil, der torsdag aften kørte frontalt sammen med en lastbil på Vardevej nord for Kibæk.
Det oplyser indsatsleder Kim Wemmelund fra Brand & Redning MidtVest til TV MIDTVEST.
Lastbilchaufføren er kørt til tjek på skadestuen i Herning.
Vejen spærret i nogle timer endnu
En bilinspektør skal nu forsøge at klarlægge, hvad der er sket.
Samtidig skal lastbilen bugseres væk fra ulykkesstedet.
Derfor vil vejen være spærret nogle timer endnu, oplyser indsatslederen.