Vendte nej til ja: Nu vælter mor og søn sig i succes

Da corona for to år siden lukkede Dorthe Emilie Jensens butik Moster D for kunder fik sønnen Mads-Emil en idé.

2:58
Med masser af overtalelse fik Mads-Emil Jensen overbevist sin mor om, at de skulle starte en webshop sammen.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Planen var egentlig at købe et sommerhus og at gå ned i tid, men sådan gik det ikke for Dorthe Emilie Jensen. 

Hun måtte ligesom så mange andre lukke sin butik, Moster D, under coronanedlukningen og havde egentlig affundet sig med det. 

Men sønnen Mads-Emil Jensen ville holde butikken kørende og foreslog at åbne en webshop.

- Der sagde jeg nej Mads Emil. Jeg skal have mig et sommerhus, fortæller Dorthe Emilie Jensen med et grin. 

Sønnen gav dog ikke op så let og takket være lidt overtalelse, blev webshoppen "MHome" skabt. 

- Nu var jeg jo tilbageholdende, men jeg elsker det. Jeg elsker at kunne arbejde sammen med min søn. Han gør det vildt godt, og jeg er simpelthen så stolt af ham, lyder det fra Dorthe Emilie Jensen.

Sommerhus i sigte 

Nedlukning er, for nu, et overstået kapitel og den fysiske butik, Moster D, er igen i fuld sving. Det betyder, at de har fordelt arbejdsopgaverne imellem sig. 

- Hovedparten af min tid ligger i Moster D, fortæller Dorthe Emilie Jensen.

Mads-Emil står for det tekniske og for webshoppen de startede sammen, men har også en anden meget vigtig opgave, han arbejder frem mod. 

- Lige nu synes jeg, vi skal fokusere på forretningen og så skal vi nok give hende det sommerhus. 

Inden de kigger på sommerhus, skal de dog finde anden ejendom. 

0:11
Moster D og MHome har fået vokseværk og skal på jagt efter mere plads til det store sortiment.

For selvom butikken er gået fra 166 kvadratmeter til de aktuelle 450 kvadratmeter, så oplever de stadig vokseværk. 

- Det er blevet lidt klemt, så næste opgave er at finde noget større, fortæller Dorthe Emilie Jensen. 

Mor og søn drømmer om at finde et sted på tre gange så mange kvadratmeter, hvor de kan have butik, showroom og lager under samme tag.