Vild flugt fra den danske sommer: - Folk er nærmest lidt desperate

Det er begrænset, hvor mange julidage der har føltes som sommer. Samtidig holder mange lige nu ferie, og for flere trækker det at komme sydpå.

På Bravo Tours kontor i Herning er de ikke gået på sommerferie endnu.
På Bravo Tours kontor i Herning er de ikke gået på sommerferie endnu.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

I Herning sidder Bravo Tours' medarbejdere klar til at hjælpe rejselystne danskere. Men det er ikke altid lige nemt at hjælpe dem lige nu. For det våde sommervejr får folk til at længes mod sol og varmere gradere.

- Folk er nærmest lidt desperate efterhånden. Vi har haft en familie, der kom med campingvogn og børn og spurgte, hvor de kunne komme hen. Normalt på denne tid af året er der mange, der har ferie. Der er nogle, der ikke har taget en beslutning, og nu med møgvejret, så giver det ekstra pres på det hele, og folk vil bare afsted, fortæller Bravo Tours direktør, Peder Hornshøj.

Rejseselskabets direktør fortæller, at de normalt har travlt på denne tid af året, men at der i år er ekstra travlt. De har den sidste uge solgt for 51 procent mere sammenlignet med samme uge sidste år.

- Vi har kunne se, at dem, der venter for længe, ikke kommer nogen stedet. Vi har sat ekstra fly af til Kreta og Mallorca, men det begynder at stramme til med hoteller, og der er mange om buddet, fordi folk fra andre lande også vil afsted. 

Bravo Tours
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Kun småtterier tilbage

Også hos Primo Tours mærker de travlheden. De har haft travlt de sidste mange uger, og det går stærkt med de rejser, der er tilbage. Lige nu har de lidt rejser til Mallorca, Tyrkiet og Halkidiki på søndag og mandag, hvis man vil afsted i løbet af den næste uge.

- Det er tit desperationen, der lyser ud af folks stemmer, når de henvender sig på det her tidspunkt, fortæller Henrik Jensen, der er direktør hos Primo Tours. 

Han fortæller, at flere har måtte gå forgæves, og at efterspørgslen lige nu overstiger udbuddet. Jo flere man skal afsted på ferie, jo svære bliver det for dem at hjælpe med at finde en rejse:

- Det er lige før, at nogle familier vil give hvad som helst for at finde et sted, hvor de kan have en god familieferie. Det bliver lidt de muliges kunst, og man kan komme til at gå lidt på kompromis.

Mange bestiller i god tid

Hos Bravo Tours oplever de, at flere skubber deres ferie lidt frem, så de har mulighed for at tage afsted i august, hvor der er lidt flere muligheder. Vil man rejse lige nu, så er der ikke meget at komme efter:

- Udvalget er ikke så stort, og der bliver hurtigt begrænsning på. Dem, der beslutter sig fra den ene dag til den anden, har vi svært ved at hjælpe, fortæller Peder Hornshøj.

I Herning fortæller de, at hvis man kommer hen i slutningen af juli eller starten af august, så bliver det lidt lettere at finde en rejse. Det gør det heller ikke lettere, at mange har været ude i god tid for at bestille deres rejse:

- Vi går også ind i en sommerferie, hvor vi aldrig har solgt så mange rejser på forhånd. Der er mange, der bestiller rejsen i god tid for at være sikker på, at de får det, de gerne vil have. Folk ved godt, at hvis man vil have favorithotellet eller favoritrejsemålet, skal man være ude i god tid.