Heftig aktivitet: Derfor borer de på Høfde 42
Vigtigt for oprensningen, lyder det fra regionen
Der er i øjeblikket aktivitet på Høfde 42 med boreudstyr og teknikere i gule beskyttelsesdragter. Det er boringer, der er vigtige for oprensningen, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Entreprenørvirksomheden Arkil A/S, der står for oprensningen, borer på stranden ved kemikaliedepotet. Boringerne skal sikre, at Arkil har den nøjagtige afgrænsning af forureningen.
Derfor udfører Arkil 200 boringer, inden selve oprensningen går i gang. Det er størstedelen af de boringer, entreprenørvirksomheden er i gang med netop nu.
Det gamle kemikaliedepot på stranden ved Høfde 42 på Harboøre Tange er dækket til med sand. Derfor er det vigtigt for Arkil at undersøge, hvor tæt på terræn, sandet er forurenet – og altså hvor meget sand, der skal indgå i den kommende renseproces.
7. maj underskrev Region Midtjylland og Arkil A/S en kontrakt om oprensning af kemikaliedepotet. Det skete, efter Folketinget i april havde sikret finansiering til oprensning af generationsforureningen.
- Arkil er i fuld gang med de indledende øvelser til oprensningen. Imens søger de også myndighedstilladelser, så de kan komme i gang med selve oprensningen. Vi troede, vi gik med både livrem og seler, da vi for et halvt år siden anslog, at det ville tage 1½-2 år. Nu lyder vurderingen på mindst 2½ år og sandsynligvis mere. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, så vi er i gang med at skrive til de to ministre på området. Vi har jo fået en opgave – og en garanti for finansiering, så vi skal i gang hurtigst muligt, forklarer Bent Graversen (V), formand for udvalget for regional udvikling i Region Midtjylland i pressemeddelelsen.