34-årig anholdt for muligt knivstikkeri - nu er han løsladt igen
Politiet har fundet den formodede gerningsmand, men fandt ikke belæg for en varetægtsfængsling.
Midt- og Vestjyllands politi har anholdt og sigtet en 34-årig mand fra Holstebro efter et formodet knivstikkeri mandag eftermiddag i Heimdalsparken i Holstebro.
- Vi var ude at hente ham på hans bopæl helt uden dramatik, fortæller Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Offeret er en 26-årig mand, der også kommer fra Holstebro.
I de sene aftentimer blev den 34-årige afhørt af politiet, der dog ikke fandt grundlag for en varetægtsfængsling. Det betyder, at manden er løsladt, men fortsat sigtet efter mandagens hændelse.
- Nærmere kan jeg ikke komme det, udover at vi ikke fandt belæg for at fremstille manden i grundlovsforhør, men sagen skal nu efterforskes af lokalpolitiet i Holstebro, fortæller vagtchefen.
Slap med overfladiske skader
Mandag eftermiddag klokken 16.36 fik politiet en anmeldelse om, at en 26-årig mand var blevet stukket overfladisk med en kniv i halsen i Heimdalsparken i Holstebro.
Den 26-årige blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet Gødstrup, hvor han skulle syes. Vagtchef Lars Even fortæller, at han slap med overfladiske skader.
- Vi er faktisk i tvivl, om han reelt er blevet stukket med kniven. Vi hælder mere til, at det er bagenden, han er blevet ridset med, siger han.
Vagtchefen fortæller, at de to mænd havde et kendskab til hinanden - dog uden at være hverken venner eller i familie sammen.
- Vi ved endnu ikke, hvad årsagen til hændelsen er, siger vagtchefen.
Politiet var færdige med sit arbejde i Heimdalsparken i Holstebro ved midnatstid mandag aften.