90 afghanske flygtninge på vej til Holstebro
Lige nu er asylcenteret i Holstebro ved at forberede sig på at modtage omkring 90 afghanske flygtninge.
Det sidste danske evakueringsfly fra Afghanistan har forladt Kabul, og nu opgaven er nu at finde plads til de afghanske flygtninge i Danmark.
Asylcenteret i Holstebro på Nybo Bakke er blevet bedt af Udlændingestyrelsen om at gøre klar til at modtage omkring 90 af de afghanske flygtninge, der lige nu er indlogeret i Sandholmlejren i Nordsjælland.
- Vi knokler for at blive klar. Vi har fået at vide, at det mest er familier, der kommer, så vi skal sørge for, at der er senge nok, siger Lars Vestergaard, der er presseansvarlig for Asylcenter Vesthimmerland, som centeret i Holstebro hører ind under.
Centeret blev etableret i 2014 og har plads til 300 beboere. Lige nu bor der omkring 120 asylansøgere.
- Vi har fået at vide, at vi også skal stå for forplejningen af dem, så vi er også ved at finde ud af, hvor vi skal få maden fra, siger Lars Vestergaard.
De afghanske flygtninge ankommer efter planen til Holstebro i aften.
- Vi får en melding fra Røde Kors, når de kører fra Sandholmlejren. Det seneste tal, vi har fået, er, at der kommer 90 afghanske flytninger med busser, siger Per Lund, der er afdelingsleder på centeret i Holstebro.
Borgmesteren i Vesthimmerland Kommune fik beskeden om, at Udlændingestyrelsen gerne ville have deres hjælp onsdag aften.
- Både personligt og som borgmester er jeg glad for, at vi kan hjælpe, efter vi har været i krig i Afghanistan i 20 år, siger Per Bach Laursen (V), der er borgmester i Vesthimmerland Kommune.