Anders fulgte efter tyve, der blev anholdt: Fredag fik de dom
Anders tog indbrudstyvene med hånden i kagedåsen, da han i september kom hjem til to tyve, der var i gang med at tømme hans hjem.
Fredag faldt der dom i en sag fra efteråret, hvor en mand og en kvinde i tyverne forsøgte at begå indbrud på Anders Nowack Kristensens gård ved Aulum.
De nåede nemlig knap nok at gå i gang, da Anders Nowack Kristensen kom hjem og tog tyvene på fersk gerning i gang med at fylde ting fra hans hjem i deres bil.
Anders Nowack Kristensen var hurtig og parkede sin bil på tværs af indkørslen, så den spærrede tyvenes vej. Det var de to indbrudstyve dog ligeglade med, da de kørte ind i den unge gårdejers bil, og tvang sig ud af gårdspladsen. Men Anders Nowack Kristensen var ikke færdig med at handle hurtigt.
- Han tog headset på og ringede 112, mens han fulgte efter tyvene, der kørte af sted med hans ting. Samtidig var han opmærksom på at holde god afstand til bilen, så gerningsmændene ikke blev unødigt presset.
- Efter få kilometer kørte indbrudstyvene galt i et sving, og Anders holdt øje med dem på afstand, indtil vi nåede frem og kunne anholde dem, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på deres Facebook-side.
Fængsel og samfundstjeneste
Fredag var de to indbrudstyve for retten i Holstebro, hvor de blev idømt 60 dages fængsel betinget af samfundstjeneste.
Oveni fik manden en bøde på 7500 kroner, og han mistede retten til at køre bil i tre år.
Anders Nowack Kristensen modtog også en dusør på 1000 kroner tilbage i september for sine handlinger. Den blev overrakt af efterforskningsafdelingen i Herning med ordene om, at han havde handlet flot og var medvirkende til, at politiet kunne anholde de to indbrudstyve.