Bed dagplejebarn: Dom får ansættelsesmæssige konsekvenser for dagplejer
Det får konsekvenser for den dagplejer, der er dømt for at have bidt et dagplejebarn. Det fortæller hendes arbejdsgiver, Holstebro Kommune.
Det får ansættelsesmæssige konsekvenser for en 39-årig kvindelig dagplejer, at hun torsdag blev idømt 20 dages ubetinget fængsel for at have bidt et dagplejebarn.
Det oplyser Helle Støve, der er direktør for Børn og Unge i Holstebro Kommune, hvor kvinden var ansat.
- Vi har igangsat en personalesag, som for eksempel kan være en opsigelse eller en bortvisning. Jeg kan ikke komme nærmere, hvad der er igangsat, fordi der er tre arbejdsdages høring, siger hun.
Hvorvidt kvinden er blevet fyret eller ej, ønsker den kommunale direktør altså ikke at udtale sig om.
Har ikke passet børn siden
Den 39-årige kvinde var indtil januar, hvor hun bed det toårige dagplejebarn, som hun havde i sin varetægt i sit hjem, ansat som dagplejer hos Holstebro Kommune.
Siden da har kvinden fortsat været ansat af kommunen, men ikke som dagplejer, oplyser Helle Støve.
- Hun har ikke passet børn efter hændelsen, siger hun.
Dommen til kvinden lød på 20 dages ubetinget fængsel. Anklageren gik også efter at få kvinden frataget retten til at arbejde med børn og unge. Det mente retten dog ikke var nødvendigt i dette tilfælde.
At kvinden stadig har lov til at arbejde med børn, ændrer ikke noget hos Holstebro Kommune.
Heller ikke det faktum, at kvinden har anket dommen, ændrer ved kommunens håndtering af det, den kalder for "en personalesag"
- Ikke i forhold til de vurderinger, vi laver i forhold til de ansættelsesmæssige konsekvenser. Det, at hun har anket dommen, ændrer ikke på, at vi handler, siger Helle Støve.
'Ulykkelig sag'
Børn og Unge-direktøren kalder det for "en forfærdelig ulykkelig sag", som har konsekvenser for mange - ikke kun de implicerede.
- For alle parter i den her sag er det en forfærdelig og ulykkelig situation. Det er for alle. Både mor, barn og for dagplejer. Sagens omstændighed og konsekvenser er i den grad ulykkelig for alle, siger hun og tilføjer:
- Der er nogle dagplejere, som bliver utrygge i deres arbejdsliv og hverdag, og så er der forældrene. Vi passer rigtig, rigtig mange børn, og så er der den utryghed, det giver forældre, og det image, det giver os.