Bent mistede kørekortet - men så trak politiet sigtelsen tilbage

Bent Jensen fik en betinget frakendelse af kørekortet for en fartovertrædelse, men det viste sig at være forkert.

2:21
61-årige Bent Jensen har det seneste døgn fået sig noget af en rutsjetur.
Foto: Mia Ostenfeld, TV MIDTVEST

- Jeg vidste overhovedet ikke, hvorfor jeg skulle stoppes. Jeg tænkte, hvad sker der, fortæller Bent Jensen.

Da han tirsdag kom kørende på Viborgvej ved Holstebro, blev han pludselig vinket ind til siden af politiet. Han havde tilsyneladende kørt for stærkt ved en rundkørsel vest for Mejrup, hvor han havde overset et fartgrænseskilt, der var sat op i forbindelse med vejarbejde.

-  Politimanden spørger, om jeg var klar over, at jeg havde kørt for stærkt, for der var altså et skilt med 50 kilometer i timen. Og det havde jeg overhovedet ikke set, siger Bent Jensen.

Politiet oplyste derefter, at han ville få en betinget frakendelse af sit kørekort, og at han skulle op til en ny teoriprøve. En besked der overraskede Bent Jensen. 

- Jeg har aldrig fået en bøde for at køre for stærkt, så jeg synes, det her var så uretfærdigt, når man ikke havde en chance for at se skiltningen. 

Politiet trak tiltalen tilbage

Det viste sig, at det heller ikke var gået helt ordentligt til, da Bent Jensen fik en betinget frakendelse af kørekortet. Reglerne for skiltningen ved arbejdet viste sig nemlig ikke at leve op til reglerne. 

- Vi kan konstatere, at afstanden fra kanten af undertavlen, hvor der står 50 kilometer i timen, er under en meter i højden fra jordoverfladen, og det betyder, at skiltningen ikke er opsat korrekt. Og det skal selvfølgelig komme borgeren til gode, fortæller Jørgen Christensen, der er politikommissær og leder af afdelingen for operativ færdsel. 

Jørgen Christensen er leder af operativ færdsel hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Jørgen Christensen er leder af operativ færdsel hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Mia Ostenfeld, TV MIDTVEST

Fem bilister røg i fælden 

Ud over Bent Jensen var der fire andre, der også var blevet taget for at køre for stærkt ved vejarbejdet, og i alle fem tilfælde er frakendelserne frafaldet, efter fejlen blev opdaget. 

- Da politiet ringede, var der en sten, der faldt fra mit hjerte. Jeg havde allerede haft ringet til en kørelærer, jeg kender, så jeg kunne få taget teoriprøven hurtigst muligt, for tænk hvis jeg var endt med at være uden kørekort i en periode, fortæller Bent Jensen.