Bierne får deres egen vej i nyt byggeri
Bæredygtigt byggeri kan være mange ting. I et nybygget kvarter er der blandt andet gjort plads til insekterne.
Mandag blev arkitekturens dag markeret rundt omkring i verden - og det blev den også i Midt- og Vestjylland.
Arkitekturforeningen havde i år valgt temaet "arkitekturen i forandring", hvor der blandt andet var fokus på bæredygtigt byggeri.
Bæredygtighed i nybyg
Et af de steder, hvor man har fokus på bæredygtighed, er ved opførelsen af nye svanemærkede seniorboliger i Halgård ved Holstebro.
Her er det ikke kun de fremtidige beboere, der bliver tænkt på - men også områdets insekter, hvor især bierne får særlige forhold.
- Vi har designet en insektvej, der løber gennem hele byggeriet, så bier og andre insekter kan bevæge sig fra A til B, siger Jonas Koldsø, der er direktør og indehaver af VEM Byg, der står for opførelsen af bygningerne.
Udover insektvejen er alle bygninger bygget med grønne tage, såkaldte sedumtage, som både skaber levesteder for insekter og hjælper med at håndtere regnvand.
Vem Byg skal også reducere deres ressourcespild, være mere energivenlig og alt materiale svanemærket.
Fra gammelt til nyt
Et andet sted arbejder man på højtryk på at gøre gamle bygninger til nye muligheder. Om 15 år forventer man, at det gamle sygehusområde i Holstebro er blevet til en ny bæredygtig bydel.
Her skal de gamle sengestuer forvandles til lejligheder, og hele projektet er præget af genbrug og omtanke for miljøet.
- Man skal tage stilling til en dør, som skal skiftes ud, og om du behøver at skifte loftet, siger Thomas Leerberg, der er administrerende direktør ved Sygehusgrunden.
Arkitekturen tager udgangspunkt i at bevare mest muligt af de eksisterende materialer og strukturer. Den gamle kedelcentral er i dag blevet til en koncertsal, hvor alle fliser er blevet bevaret, og hvor der ingen maling er brugt.
- Det er jo både fordi, det er mere økonomisk og mere bæredygtigt, men faktisk også fordi, det bibeholder den historie, der er på stedet, siger Thomas Leerberg.