Dødsulykke: 24-årig sigtet for spirituskørsel og uagtsomt manddrab

Manden, som søndag kørte ind i en personbil på Hodsagervej øst for Holstebro, var påvirket af alkohol.

ulykke3.jpg
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Den 24-årige mand, som søndag blev anholdt efter at have påkørt en anden bil på Hodsagervej øst for Holstebro, er blevet sigtet for spirituskørsel og uagtsomt manddrab. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Omkring klokken 10.30 søndag morgen kørte manden ind i en personbil, som ventede på at dreje til venstre ad Brogårdvej. En 41-årig kvinde og en syvårig pige omkom ved sammenstødet. I bilen var også en anden syvårig pige og en niårig dreng. Politiet oplyste søndag, at han var svært tilskadekommen, og mandag er hans tilstand fortsat uændret.

Mandag klokken 11.45 bliver den 24-årige mand fremstillet i grundlovsforhør i Herning.