Energiselskab slår alarm: Vi står i den værste energikrise nogensinde
Vi står i en dybt alvorlig energikrise, og det kommer til at ændre den måde, vi lever på. Så dystre er forudsigelserne fra økonomidirektøren i Jysk Energi.
Energipriserne er stukket af, og vi står i den værste energikrise nogensinde.
Sådan lyder det fra Niels Brøndsted, der er økonomidirektør og forretningschef for energi i Jysk Energi, der mener, forbrugerne slet ikke har gjort sig klar, hvordan prisen på energi kommer til at ændre vores hverdagsliv.
Det skyldes både, at Europa er på vej væk fra fossile brændstoffer til grøn energi, som ifølge direktøren ikke er noget man gør over natten, men også de himmelflygtende prisstigninger, der har ramt energimarkedet.
- Vi i gang med i Europa at forringe den europæiske konkurrenceevne, og det mener jeg er stærkt bekymrende. Vi kommer til at stille os selv langt dårligere i konkurrencen på de globale markeder med amerikanerne og asiaterne, siger han.
I januar 2022 opkrævede Jysk Energi cirka 3300 kroner for 1000 kWh i fjerde kvartal i år er forventningen at den samme mængde strøm vil koste 8000 – 9000 kr.
Energikoncernen frygter at mange kunder ikke vil være i stand til at betale el-regningen denne vinter.
Advarer om kæmpe el-regning
På baggrund af den dystre prognose opfordrer Jysk Energi tirsdag forbrugerne til at forberede sig på det, der er i vente. En vinter-elregning der, ifølge Jysk Energi, forventes at være mere end dobbelt så stor som den sidste vinter.
Niels Brøndsted mener, at vi generelt i samfundet skal have fokus på krisen og gøre en fælles indsats for at få energipriserne ned – både myndigheder og forbrugere.
- Det er en udbudskrise, og det bedste middel mod en udbudskrise er at sænke efterspørgslen, siger han.
Men selvom medierne i flere måneder har været fyldte med spareråd, og en del danskere måske også har sat forbruget ned, så mener Niels Brøndsted stadig, at forbrugerne skal indstille sig på at skulle undvære endnu mere energi.
- Der er eksempler på folk der reducerer deres elregning markant. Det, der er problemstillingen nu, det er at, at nu er der måske ikke så mange lavthængende frugter, siger Niels Brøndsted
- Det er jo meget belejligt, når du kommer hjem om aftenen, så smider du dig på sofaen, og så kan du tænde for fjernbetjeningen, så du ikke skal over på kontakten og tænde for fjernsynet. Sådan nogle ting, kan vi godt gøre noget ved, hvis vi ønsker det, men det skal italesættes som en krise, for det kommer til at gribe ind i vores hverdag og den convenience, som vi synes er rar her i 2022.
Energistyrelsen har lavet en hjemmeside, hvor danskere kan få spareråd.