Far efter kæmpe triumf: - Han har altid været en speciel dreng
21-årige Magnus Vestergaard har i dag vundet karrierens første sejr på den prestigefulde iron man distance
3,8 kilometer svømning. 180 kilometer cykling. Og så lige et maratonløb som dessert.
Ekstremsportens kongedisciplin, en ironman, er lidt af en mundfuld, men en ung mand fra det midt- og vestjyske har i dag bevist, at selv i den ekstremt krævende disciplin, så er det muligt at komme hurtigt frem.
I sit blot tredje ironman vandt 21-årige Magnus Vestergaard fra Tvis nemlig i dag sin første konkurrence i den benhårde test. Såmænd foran et felt på hele 738 deltagere.
Den unge Tvis-atlet er også kvalificeret til VM på Hawaii i slutningen af oktober. Og hvis man spørger hans stolte far, Brian Vestergaard, så er succesen ikke så overraskende.
- Han har altid været en speciel dreng. Når han sætter sig noget før, så går han 100 procent ind i det, siger faderen.
Han giver som eksempel, at sønnen formåede at træne sig op til sit første ironman, mens han gennemførte en tømreruddannelse.
Magnus Vestergaard blev udlært sidste år. Siden har han ændret sit arbejdsliv for at forfølge sine sportslige ambitioner. Således arbejder han i dag mandag til onsdag og holder fri resten af ugen for at kunne træne så optimalt som muligt.
Vindertiden i Estland lød på otte timer, 39 minutter og 23 sekunder. Magnus Vestergaard trænes af Lars Schmidt fra Holstebro.