Flere almindelige mennesker vil være med til at dømme kriminelle i retten
Holstebro har fået over dobbelt så mange ansøgninger, som de havde brug for, til stillingerne som domsmænd i retten.
Holstebro kommune har netop søgt efter nye domsmænd til retten, og interessen har været overraskende stor. Da tilmeldingerne lukkede, kunne kommunens chefjurist konstatere, at der var kommet 445 ansøgninger til de 195 pladser.
- Vi har i mands minde aldrig tidligere haft så mange ansøgere at vælge imellem. Det er vi rigtig glade for, og vi vil gerne takke alle, der har ansøgt, siger chefjurist Jesper Dürr, der også er sekretær for Grundlisteudvalget.
Holstebro Kommunes grundlisteudvalg tjekker de indsendte oplysninger og sender en udvalgt grundliste med 195 kandidater videre til Vestre Landsret, som herfra trækker lod til hvervet som nævning eller domsmand for retskredsen.
- Vi har haft stor succes. Listen, som kommunen sammensætter og videresender, skal være repræsentativ for kommunen, og det har vi i den grad mulighed for med så mange ansøgninger, siger chefjurist Jesper Dürr, der også er sekretær for Grundlisteudvalget.
I Danmark er det helt almindelige borgere, der hjælper den juridiske dommer med at vurdere spørgsmål om skyld og straf.
Kandidaterne får kun besked fra Vestre Landsret, hvis de bliver udvalgt til den endelige nævninge- og domsmandsliste.