Frederik fangede en laks på 18,7 kilo: Det er surrealistisk

Lystfiskerne melder om en flot start på laksesæsonen i Skjern Å og Storåen med mange store fisk.

Frederik Iversen med sin hidtil største laks. 120 centimeter og 18,7 kilo.
Frederik Iversen med sin hidtil største laks. 120 centimeter og 18,7 kilo.
Foto: Privat

Lystfiskerne ved Storåen og Skjern Å har svært ved at få armene efter premieren på årets laksefiskeri. 

Sæsonen blev skudt i gang i tirsdags, og fra begge åer bliver der meldt om mange store fisk. 

Den hidtil største fangst står Frederik Iversen fra Horsens for.

På premieredagen fangede han en laks i Storåen ved Idom på 120 centimeter og 18,7 kilo. 

- Det er så surrealistisk, at det ikke har bundfældet sig endnu. De 10 andre lystfiskere, der stod omkring mig, var lige så euforiske som mig. Det var jo et monster, siger den rutinerede lystfisker, der oprindeligt kommer fra Holstebro.

Den kæmpestore laks bed på fluen efter et par timers fiskeri. Frederik Iversen fortæller, at det lykkedes ham at lande den efter otte til ni minutters fight. Og så risikerede han endda at miste fisken, da den gik om bag et træ, så linen en overgang satte sig fast.

Premieredagen i Skjern Å bød også på en laks på 120 centimeter. Den vejede 17,4 kilo og blev landet af Martin Møller Andersen ved Borris Krog. 

Stort potentiale

I Storåen er der indtil videre fanget 61 laks og i Skjern Å 65. 

- Vi er meget tilfredse. Det er en rigtig fin sæsonstart, og det viser lidt om, at de ting, vi arbejder med, er de rigtige. Det er for eksempel vandløbsrestaurering og udlægning af gydegrus, siger formanden for Sammenslutningen ved Storå, Gunnar H. Pedersen.

Han peger på, at åen har potentiale til at rumme endnu flere fisk, hvis det lykkes at finde en løsning, så Vandkraftsøen i Holstebro ikke udgør en spærring for fiskene.

Sidste år satte fiskeriet i Skjern Å rekord med 1753 fangede laks, men trods den flotte start på sæsonen er det stadig for alt for tidligt at sige, om man er på vej til en ny rekord, siger biolog ved Danmarks Center for Vildlaks i Skjern, Kim Iversen.

Både i Skjern Å og Storåen er der kvoter for, hvor mange laks lystfiskerne må tage med hjem. Når kvoten er overskredet, skal fiskene sættes ud i åen igen.

Laksen på de 18,7 kilo var den hidtil største, som Frederik Iversen har fanget. Han overvejer lige nu, om fangsten skal sendes på et røgeri eller udstoppes.

Frederik Iversen fangede den store laks efter et par timers fiskeri ved Idom.
Frederik Iversen fangede den store laks efter et par timers fiskeri ved Idom.
Foto: Privat

Eksterne link - følg fangsterne i de to åer her:

Skjern Å

Storå

Martin Møller Andersen fangede denne laks i Skjern Å. Den målte 120 centimeter og vejede 17,4 kilo. 
Martin Møller Andersen fangede denne laks i Skjern Å. Den målte 120 centimeter og vejede 17,4 kilo. 
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

 

0:33
SE OGSÅ: Indslag fra premieren på laksefiskeriet.