Frederiks landsholdskarriere begynder i byen, hvor drømmene begyndte

Frederik Ladefoged er navnet på den 28-årige debutant fra Holstebro, der endelig får chancen på håndboldlandsholdet.

0:16
Frederik Ladefoged synes, det er dejligt at være tilbage i Holstebro.

Frederik Ladefoged fra Holstebro står over for et højdepunkt i sin karriere.

Han er udtaget til landsholdet og kan få debut, når Danmark spiller EHF Cup-kampe i november, og optakten til debuten er i den by, hvor drømmen om en professionel håndboldkarriere begyndte. 

Håndboldherrerne bor i Holstebro op til første kamp i Jyske Bank Boxen i Herning, og det er lidt specielt for den to meter høje stregspiller.

- Jeg får lov til at bo på hotel i min egen by for første gang, jeg og får lige lov til at se hotellet indefra. Min mor hentede mig i lufthavnen. Det kan da et eller andet, fortæller han til TV MIDTVEST.

Landsholdet træner op til kampene i Gråkjær Arena i Holstebro, og her har den efterhånden rutinerede håndboldspiller været en gang eller to før.

Frederik Ladefoged har spillet ungdomshåndbold i TTH og endda på ligaholdet fra 2014 til 2016.

Stod på en rasteplads i Rumænien

Siden har karrieren taget ham til Skanderborg, Sønderjyske, Bergischer i Tyskland og nu til storklubben Dinamo Bucuresti i Rumænien.

Han beskriver selv sin karriere som step-by-step, og derfor var han også lykkelig, da muligheden for landsholdet kom.

- Jeg stod på en parkeringsplads nede i Rumænien. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle gå hen til, så jeg stod bare lige for mig selv, og så begyndte jeg ellers at ringe til min familie, kæreste og agent. Jeg var sindssygt glad. Altså virkelig, fortæller han.

I den hjemlige liga i Rumænien buldrer holdet afsted på førstepladsen, mens de i Champions League ligger godt til med en tredjeplads i deres gruppe.

0:29
Mandag havde håndboldherrerne første træning inden kampen mod Norge. Frederik Ladefoged kunne snøre skoene på en gammel hjemmebane.

Udtaget i fraværet af store stjerner

Da Nikolaj Jacobsen udtog landsholdet til de kommende kampe, manglede flere vanlige stjerner fra den vindende OL-truppe. Niklas Landin og Mikkel Hansen er stoppet, men også andre spillere manglede i udtagelsen.

Spillere, der normalt ville have været udtaget på Frederik Ladefogeds position.

- Jeg er godt med på, at Simon Hald og Henrik Møllgaard ikke er her, men jeg kan ikke spekulere på, hvem der ikke er her. Jeg kan kigge på dem, der er her, og spille sammen med dem og så håbe på, at jeg kan gøre det godt nok til, at jeg kan komme i overvejelserne igen, lyder det ærligt fra stregspilleren.

Ude i horisonten kan han og landsholdet ane VM i håndbold, der blandt andet skal holdes i Danmark i 2025.

Frederik Ladefoged har boet i Holstebro, men først nu får han lov at opleve, hvordan det er at bo på hotel i byen.
Frederik Ladefoged har boet i Holstebro, men først nu får han lov at opleve, hvordan det er at bo på hotel i byen.
Foto: Jeppe Peschardt Assenholt, TV MIDTVEST

Ikke blevet lovet noget

Selvom store spillere er fravalgt til denne omgang, står Frederik Ladefoged ikke med en forventning om fuld spilletid.

- Forventningerne er da, at jeg får en chance for at få debut. Jeg har ikke de store forventninger til, om det bliver en halv time eller to minutter. Jeg tager det, jeg kan få, og så får jeg det bedste ud af det sammen med holdet, fortæller han og tilføjer:

- Han (Nicolaj Jacobsen, red.) har ikke lovet mig noget. Den her samling kommer til at være med nye spillere, og en af dem er mig. Han vil gerne mærke, hvad jeg kan. Det er jeg selvfølgelig enormt glad og stolt over.

Landsholdet spiller første kamp mod Norge onsdag i Jyske Bank Boxen. Og indtil da har Frederik Ladefoged fødder plantet solidt i jorden.

- Jeg hviler meget i mig selv. Jeg er fra Holstebro, så det gør man, når man er herfra. Jeg tager det stille og roligt, og så glæder jeg mig til, at jeg får chancen, slutter han.