Gammel leverpostej og fiskefars: Her er de fund, der fik forening til at lukke
Fødevarestyrelsen har nu offentliggjort den kontrolrapport, der førte til, at foreningen Madkassen Vestjylland valgte at lukke.
Der var flere ting i vejen, da Fødevarestyrelsen i januar lagde vejen forbi Madkassen Vestjylland i Holstebro.
Det står klart nu, hvor Fødevarestyrelsen har offentliggjort kontrolrapporten for det besøg, der førte til, at formanden valgte at lukke foreningen i protest over fødevarereglerne.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer, der har set nærmere på rapporten.
Af rapporten fremgår det blandt andet, at kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen fandt leverpostej, der var to uger forbi sidste anvendelsesdato.
Derudover fandt man også kødpålæg, mælkeprodukter, frugt i tern og flere salater, der alle havde overskredet sidste salgsdato. Samtidig blev varerne opbevaret ved for høje temperaturer, fremgår det af rapporten.
Foreningen er derfor blevet tildelt en bøde på 5000 kroner og en sur smiley.
På baggrund af besøget 16. januar valgte formanden og stifteren af foreningen, Lars Stampe, at lukke Madkassen Vestjylland.
- Jeg og de frivillige troede, at når vi har ”kasseret” maden og lagt det ud som affald, så er maden ikke længere vores ansvar, men den enkelte borger, som vælger at tage maden alligevel. Det fik vi konstateret, at sådan så kontrollen det ikke, forklarede Lars Stampe i januar til TV MIDTVEST.
Foreningen har igennem otte år delt mad ud til sultne familier, som har svært ved at få pengene til at række.
Vil have politisk diskussion
Madkassen Vestjylland har arbejdet med overskudsmad i to spor. Det som blev sendt ud til centre med udsatte, og det som folk selv kunne afhente.
Den første del har ifølge formanden fungeret helt efter bogen - men den anden del har nu resulteret i en sur smiley og en bøde fra Fødesvarestyrelsen.
På baggrund af kontrolbesøget håber Lars Stampe nu, at han kan få ændret reglerne.
- Jeg vil gerne bringe det op på politisk niveau. Vi har kørt et frivilligt projekt, hvor socialt udsatte har hjulpet socialt udsatte, og hvor vi har formået at få gavn ud af overskudsmaden, siger han til Dagbladet Holstebro-Struer.
Han har derfor rettet henvendelse til folketingsmedlemmet Anette Lind (S), der har været opstillet i Holstebro.