H. C. Østerby efter tilbagegang: - Vi er ramt af en landsdækkende sag, der hedder SMS’er
Socialdemokratiet oplever tilbage gang i Holstebro Kommune, og ifølge den nuværende borgmester, så skyldes det den landsdækkende sag om mink-SMS’er.
Så er alle 30.010 stemmer talt op i Holstebro Kommune.
Valgresultaterne viser, at Socialdemokratiet får 38,5 procent af stemmerne, og det svarer til 4,5 procentpoint færre stemmer end ved kommunalvalget i 2017.
Og ifølge nuværende borgmester H. C. Østerby (S), så skyldes det SMS-sagen.
- Vi bliver ramt af en landsdækkende ting, der hedder SMS’er i forbindelse med mink-sagen. Jeg havde håbet på, at vi kunne undgå det, men desværre så har det fyldt, siger han.
S går tilbage
I oktober fortalte Mette Frederiksen, at hun havde slettet SMS'er i forbindelse med aflivningen af alle danske mink af sikkerhedsmæssige årsager. Derfor er sms'er om beslutningen om at slå alle mink ned i november slettet.
Og det får nu konsekvenser for Socialdemokratiet i Holstebro, mener den nuværende borgmester.
De sidste fire år har Socialdemokratiet nemlig haft 12 mandater i byrådet, men det vil partiet ikke have i det kommende.
Partiet er netop gået tilbage med et enkelt mandat og har nu 11 mandater i Holstebro Kommune.
Statsministeren Mette Frederiksen er dog uenig i, at sagen om slettede sms'er kan have overskygget den kommunale valgkamp.
- Det her valg har først og fremmest handlet om de forhold, der er lokale fra kommune til kommune. Det er tryghed, boliger, klima og først og fremmest velfærd, siger Mette Frederiksen til Socialdemokratiets store valgfest, skriver Ritzau.
DF går også tilbage
Efter stemmerne er optalt, viser resultatet også, at Dansk Folkeparti er gået tilbage. De går fra at have to mandater til at have et mandat i byrådet.
Og det ærgrer spidskadidaten, Søren Olesen, fra Dansk Folkeparti i Holstebro Kommune.
- Vi havde selvfølgelig set, at vi kunne holde vores mandattal. Men vi har jo også set, hvordan det er gået med landstendenserne for DF, og det er selvfølgelig det, som vi ser udslaget af her, siger han.
Men han er glad for, at partiet kunne beholde et enkelt mandat.