Hvert år plager oversvømmelser Kurt Thrue: - Nu må de simpelthen få snakket sammen!
I haveforeningen nær Storå i Holstebro er de ikke imponerede over, at klimasikringsplanen nu er skudt ned.
- Vi bliver nødt til at gøre et eller andet.
Sådan falder ordene fra Kurt Thrue, der er formand for Storå Haveforening.
Det er en kolonihaveforening i Holstebro midtby. Den ligger rigtignok nær Storå, og som TV MIDTVEST ad efterhånden mange omgange har beskrevet, løber der indimellem voldsomt store mængder vand ind ad åen. Lidt for store.
Haveforeningen bøvler næsten hvert år med oversvømmelser. Noget en ny klimasikringsplan egentlig skulle tage livtag med. Derfor skuffede det beboerne i haveforeningen, da Miljø- og Fødevareklagenævnet onsdag kunne meddele, at Holstebro Kommunes plan ikke lever op til kravene.
Fra haveforeningsformanden har forløbet i det hele taget ikke været særlig overbevisende.
- Det har været snak og snak og store forkromede planer de sidste 10-15 år, og der sker ingenting, siger Kurt Thrue.
Men skal der findes en løsning, kræver det ifølge formanden, at parterne sætter sig sammen på en ordentlig måde.
- De er simpelthen nødt til at sætte sig sammen og finde ud af, hvad der er af muligheder.