Kendt influencer i retten: Livestreamede børneporno mens følgere så med
Instagram-influenceren sidder fredag på anklagebænken ved Retten i Holstebro.
En sag om deling af børnepornografisk materiale skal fredag for Retten i Holstebro.
Tiltalt er en kendt influencer fra Vestjylland, der 9. april sidste år skulle have delt materialet live på Instagram, hvor han har knap 40.000 følgere.
- Den her type kriminalitet bliver altid set på med alvor, lyder det fra Michelle Andersen, anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi, der fører sagen ved retten.
Under en livesending skulle influenceren ifølge politiet have delt en video, hvor en 14-årig pige udfører oralsex på en voksen mand.
Sagen har mange vidner, hvorfor den også har trukket ud.
Seneste retsmøde i sagen fandt sted 26. oktober, hvor flere indkaldte vidner udeblev.
Men fredag forventes det altså, at der bliver afsagt dom i sagen.
- Vi forventer domsafsigelse i dag, men der kan være vidner, der ikke dukker op eller lignende, og så det kan det være, det trækker yderligere ud, forklarer anklagerfuldmægtig Michelle Andersen.
Sagen er udskudt:
En advarsel
Af anklageskriftet fremgår det, at der nedlægges påstand om fængsel og erstatning.
Derudover nedlægges der også påstand om udvisning; dog i form af en advarsel.
- I forhold til påstanden om udvisning forventer vi, at der bliver tale om en advarsel. Andre retslige efterspil lægger vi os først fast på senere, fortæller anklagerfuldmægtig Michelle Andersen.
TV MIDTVEST har forgæves forsøgt at få en kommentar fra influencerens forsvarsadvokat.
Der forventes domsafsigelse i løbet af eftermiddagen.