Kommune har givet Hellemai grønt lys til at fange vildkatte - men hun hænger selv på regningen

Hellemai har indfanget flere end 20 vildkatte, men kommunen vil ikke betale de 100.000 kroner, det ifølge hende koster at genindføre en aftale med Kattens Værn om indfangning af vildkatte.

2:01
Hellemai Schou fra Karup har et mål om, at ingen katte i Danmark skal være herreløse.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

- Hej baby. Nååååårh, hvor er du sød.  

Hellemai Izabella Schou bøjer sig forsigtigt i retning af det transportable kattebur. Bag de små tremmer gemmer der sig en herreløs hunkat, som inden længe er på vej mod en ny tilværelse.

Hellemai Schou er stifter af Kattens Redning. En gruppe frivillige, der med Holstebro Kommunes velsignelse har indfanget flere end 20 vildkatte ved boligområdet Trekanten siden en aftale med Kattens Værn om indfangning ophørte. 

Stifteren, der selv kører til Holstebro fra Karup, mener ikke, at katte hører til i naturen. I stedet bør de være i trygge rammer hos mennesker. 

- Katte er ikke vilde dyr, der skal leve i naturen og klare sig selv. Katte skal ligge hjemme på sofaen og have det godt, forklarer hun.

Hellemai Izabella Schous kælder er fyldt med forsyninger til de katte, hun fanger.
Hellemai Izabella Schous kælder er fyldt med forsyninger til de katte, hun fanger.
Foto: Hellemai Izabella Schou, privatfoto

De fleste katte ender på et internat, men i nogle tilfælde tager Hellemai Izabella Schou selv hånd om de firbenede væsner, der i mange tilfælde er undernærede eller syge. 

Vil have genindført aftale

Arbejdet har ifølge hende resulteret i regninger på 60.000 kroner for fælder, vildtkameraer og dyrlægebesøg. Men selvom Holstebro Kommune har givet grønt lys til hendes projekt, så hænger hun selv på regningen. 

Derfor opfordrer hun nu politikerne til at genindføre den aftale, man tidligere har haft med Kattens Værn om indfangning af vilde katte. 

Aftalen koster ifølge Hellemai Izabella Schou maksimalt 100.000 kroner om året. Til sammenligning forventer kommunen, at skadedyrsbekæmpelse i løbet af 2022 samlet set vil koste omkring to millioner kroner

- Jeg vil det udelukkende for kattene, men der er mange mennesker, der føler sig generet af de herreløse katte, pointerer hun.

Det er i sidste ende politikerne i byrådet, der kan beslutte om man vil genindføre en kommunal aftale med Kattens Værn. 

Med det kommer ikke på tale, siger Karsen Filsø (SF), der er formand for miljø, natur- og klimaudvalget i Holstebro Kommune. 

- Kommunen har et ansvar for vores arealer. Der gør vi en indsats, siger SF'eren.

Han mener, at det er grundejere i form af eksempelvis foreninger og boligselskaber, som må påtage sig ansvaret for herreløse katte på deres respektive matrikler. 

- Beslutningen står stadigvæk ved magt, understreger Karsten Filsø.

Karsten Filsø (SF) fortæller, at miljø, natur- og klimaudvalget i Holstebro Kommune valgte at droppe aftalen med Kattens Værn på grund af besparelser.
Karsten Filsø (SF) fortæller, at miljø, natur- og klimaudvalget i Holstebro Kommune valgte at droppe aftalen med Kattens Værn på grund af besparelser.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Karsten Filsø påpeger, at kommunen har en lovmæssig forpligtelse til at bekæmpe rotter. Derudover har kommunen valgt at bruge penge på bekæmpelse af mårhunden. 

- Jeg anerkender fuldt ud, at der et problem. Vi har bare valgt at prioritere, siger Karsten Filsø med henvisning til, at sultne katte kan gå på jagt efter fugleunger.

Er det rimeligt, at en frivillig kvinde skal bruge sin egne penge?

- Det er hendes valg, når det er vigtigt for hende.

- Det er ikke nødvendigvis en kommunal opgave fordi nogen ser en mission, siger Karsten Filsø.