Konfirmanders store dag bliver udskudt eller ændret
En sognepræst i Holstebro har været nødt til at lave en del ændringer til den første konfirmation i år. Nogle konfirmander har valgt at udskyde til senere.
Sæsonen for konfirmationer bliver nogen steder skudt i gang i dag.
I Nørrelandskirken i Holstebro skal tre unge i dag konfirmeres klokken 10.
Der skulle egentlig have stået 11 elever, der går i en specialklasse, men omstændighederne omkring coronavirus har fået flere til at udskyde.
- Vi holder konfirmation for dem, der ønsker det, og så holder vi det senere på året for de andre, siger sognepræst Isak Holm, der har haft ringet rundt til konfirmandernes forældre for at høre, om de ønsker at genneføre ritualet.
Sognepræsten oplyser, at de bliver 40-50 mennesker i kirken, og de kommer til at sidde spredt i det store kirkerum, der har en kapacitet til 4-500 mennesker.
- Vi kan godt gennemføre, når vi bliver så få. Vi er under 100 og kommer til at sidde godt spredt i kirken.
De resterende konfirmationer forventes at blive gennemført til maj - afhængigt af hvordan coronasituationen udvikler sig.
Usikker situation for konfirmationer
I torsdags udsendte landets biskopper en pressemeddelelse og en vejledning til, hvordan folkekirken skal håndtere gudstjenester og kirkelige handlinger under den nuværende coronasituation.
Mens alle gudstjenester og arrangementer i kirkerne er aflyst de næste 14 dage, er situationen for forårets konfirmationer stadig usikker.
- Vi beder om forståelse for, at vi endnu ikke kan melde noget ud på det område, men vil gøre det, så snart der er kommet afklaring på området, lød det i pressemeddelelsen fra Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.
Flere kirker, som Kristeligt Dagblad har talt med, drøfter lige nu, hvordan man kan gøre de unge menneskers store dag mindre smittefarlig.
Indtil videre er konfirmandforberedelsen blevet aflyst de næste to uger, fordi skolerne er lukket, og i deres vejledning beder biskopperne landets kirker forberede sig på, at de måske er nødt til at udskyde konfirmationen eller gennemføre den med meget få gæster, så kirkerne har under 100 deltagere og ikke bliver mere end halvt fyldte.