Kurt har gjort noget ekstraordinært: Nu er han belønnet med kongelig medalje
Kurt Reinholt er blevet belønnet for sin arbejdsindsats efter 50 år i den samme virksomhed.
Danskerne skifter arbejde som aldrig før. I gennemsnit har vi det samme job i cirka syv år, inden vi søger nye græsgange.
Men for 70-årige Kurt Reinholt er sagen en helt anden.
I 50 år har han arbejdet det samme sted, nemlig hos jernstøberiet BIRN i Holstebro. Torsdag blev han belønnet for sin indsats, da han fik overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje.
En medalje, der gives til folk, der har arbejdet uafbrudt i den samme private virksomhed i 50 år.
- Jeg er rigtig glad for den. Jeg synes, det har været en dejlig arbejdsplads, og det er utrolig at se den teknologiske udvikling, der er sket siden, siger Kurt Reinholt.
Ville have noget varme
Kurt Reinholt forlod skolen efter 9. klasse og efter at have arbejdet et par år i landbruget, fandt han ud af, at han ikke skulle være landmand.
- For det kunne da også være dejligt at komme ind og få noget varme, husker Kurt.
I vinteren 1973 søgte han derfor arbejde hos jernstøberiet BIRN i Holstebro, og der skulle ikke gå længe, før den unge thybo havde fået sig et nyt job.
I de fleste år arbejde han som produktionsplanlægger - en funktion der både er foregået bag skrivebordet og inde på produktionsgulvet.
- Min nuværende hustru siger, at BIRN er mit ægteskab, men jeg har virkelig nydt at være her og at kunne præge produktionen.
Har en klar opfordring
Men alting har en ende - også Kurt Reinholts arbejdsliv. I juni 2024 valgte han, at tiden var inde til at sige stop og gå på pension.
- Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet, erkender han.
Selvom Kurt oprindeligt kommer fra Thy, har han boet i Holstebro det meste at sit liv sammen med sin hustru, der endnu ikke er gået på pension.
- Jeg er vant til at arbejde fra 7-15, men nu kan tiden godt føles lang, når jeg er alene hjemme. Vinteren kan også godt blive lang og mørk.
Den 70-årige veteran har derfor et budskab til andre, der begynder at nærme sig pensionsalderen.
- Hvis man har energien og føler, at man kan bidrage, vil jeg opfordre folk til at fortsætte, hvis de står i et vadested mellem at skulle fortsætte eller stoppe med at arbejde, afslutter Kurs Reinholt.