Kvinde forfulgt af hætteklædt mand: - Det var meget intenst. Frygten sidder stadig i mig
Gry Klysner Busse fik sig en ubehagelig oplevelse, da hun gik med sin hund i Holstebro. Nu opfordrer hun andre til at passe godt på.
Søndag aften tog Gry Klysner Busse sin hund med en tur i Spar på Struervej i Holstebro. Men det endte i en ubehagelig oplevelse, der har sat spor i den 33-årige kvinde.
- Det var meget intenst. Frygten sidder stadig i mig. Jeg er bare glad for, det var mig og ikke en af de kollegiepiger i området, der mødte ham, fortæller Gry Klysner Busse.
Efter indkøbsturen forsatte Gry Klysner Busse sin tur med hunden langs Struervej, hvor hun ænsede en mand ved holdepladsen mellem Guldbageren og dagligvarebutikken.
- Manden virkede lidt ved siden af sig selv, tænkte jeg. Så i første omgang følte jeg omsorg for ham, fortæller Gry Klysner Busse.
Uden at tænke mere over det fortsatte hun gåturen mod sin lejlighed på Rendsborggade.
- Jeg forsatte mod mit hjem, hvor jeg kunne fornemme, at han gik samme vej som mig, uddyber Gry Klysner Busse og forsætter:
- Til at starte med tænkte jeg, at det ikke var alvorligt, og at han nok bare skulle den vej.
Løb efter hende
Men det hele tog dog en drejning og en dårlig mavefornemmelse dukkede op. Fordi hun lufter sin hund, så vil hun ikke ændre sin gå-rute i første omgang.
Situationen ændrede sig dog så småt, og en dårlig mavefornemmelse dukkede op, så hun begyndte bevidst at tage hensyn.
- Jeg fik på fornemmelsen, at han fulgte efter mig. Så jeg gik en større omvej, for at se hvordan han reagerede, fortæller Gry Klysner Busse, der med egne ord normalt ikke bliver synderligt påvirket af sådan noget.
- Da det for alvor gik op for mig, hvad der skete, så blev jeg bange. Jeg nåede til den hæk, der går mod min lejlighed, og der begyndte han at løbe efter mig. Det er et mørkt område, og så fik jeg fart på.
Gry Klysner Busse tog sin hund op og gik i rask tempo mod sin lejlighed.
For bange til at kigge i dørspion
Gry Klysner Busse gemte sig i sin lejlighed. Hun antager, at han fulgte efter hende ind i opgangen, da der ikke er lås på.
- Jeg hørte døren til min opgang smække i efter mig, men den blev så åbnet igen lidt efter. Normalt slukker lyset i opgangen efter et minut, men det var tændt i fem til ti minutter, fortæller Gry Klysner Busse, der var for bange til at kigge i dørspionen.
Efter chokket havde lagt sig, fandt Gry Klysner Busse sin telefon frem og anmeldte det til politiet.
- Jeg følte ikke, at det blev taget seriøst, da jeg anmeldte det, fortæller hun.
TV MIDTVEST har været i kontakt med lokalpolitiet i Holstebro, som fortæller, at det ser på sagen med stor alvor og opfordrer borgere til at ringe ind, hvis de oplever noget lignende.
- Vi er ekstra opmærksomme ovenpå hændelsen og ser gerne, at folk skaber kontakt, hvis de føler sig utrygge, siger Mathias Sørensen, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro.
Politiet har efterfølgende taget kontakt til Gry Klysner Busse og forsikret hende om, at de tager henvendelsen seriøst og holder et vågent øje.
Flere fortæller om lignende oplevelser
Og noget tyder på, at der er brug for et vågent øje. For dagen før Gry Klysner Busses oplevelse oplevede hendes egen datter noget lignende.
- Hun og en veninde oplevede det samme. Man bliver enormt bekymret som forældre, siger Gry Klysner Busse, som efter sin og datterens oplevelse skrev et advarende opslag på facebookgruppen 'Os i Holstebro'.
Her er der kommet flere henvendelser fra kvinder, der har oplevet det samme i området.
Og det hele får nu konsekvenser for Gry Klysner Busse og hendes datters færden.
- Jeg har sagt til min datter, at hun skal tage cyklen, hvis hun skal ud efter klokken 17.00. Derudover vil jeg selv ned og købe nogle små dåser hårspray, som jeg kan have i lommen, når jeg lufter hund, fortæller Gry Klysner Busse.