Kyllingeslagteri vinder pris for at få udlændinge i job: Daria og Jasmina kender opskriften på succesen
42 procent af slagteriets medarbejdere har anden etnisk baggrund end dansk.
Med et skarpt øje og hurtige hænder står Daria Borkivska bag samlebåndet og sorterer kylling.
I ét kar ryger de rigtig gode, som bliver til 'hotwings', de næstbedste i det næste kar og de dårligste ender i det tredje kar med kyllingevinger.
- Det er en god arbejdsplads, specielt til dem, som er kommet til Danmark, og som er i gang med at lære dansk, siger Daria Borkivska.
Hun er selv flyttet til Danmark for otte år siden, og fik sit første job i landet på fjerkræslagteriet HKScan i Vinderup, og dét har hun tænkt sig at blive på.
Vandt pris for at få udsatte i job
Slagteriet har netop vundet en pris for et særligt stykke arbejde med at få at mennesker i udsatte positioner ind på arbejdsmarkedet.
Mange af medarbejderne på fabrikken i Vinderup - hele 42 procent - har anden etnisk baggrund end dansk, mens 10 procent har psykiske udfordringer.
Det er én af grundene til, at fabrikken får CSR (Corporate Social Responsibility - også kaldet social ansvarlighed red.) People Prize 2023 som i sin begrundelse skriver, at fabrikken ikke er bange for at tage mennesker med udfordringer eller flygtninge, ind.
- Det er jeg rigtig stolt af, siger produktionslederen, Tommy Nielsen. Prisen er en anderkendelse af et arbejde, som har stået på længe.
- Det er en helt normal del af vores hverdag, at vi tager telefonen, når jobkonsulenterne ringer og siger, "vi har en borger, der står her, kan vi mødes?"
- Så ser vi det som en lige så naturlig del at rekruttere derfra, som vores normale jobbank, siger produktionschefen.
Lytter til de ansatte
Men én ting er at tage medarbejdere ind fra "kanten af arbejdsmarkedet". Noget andet er at få dem til at trives.
Opskriften består blandt andet af at lytte til medarbejderne og tage deres behov alvorligt.
Det mener Jasmina Bosnjak, som afdelingsleder ved partering og udbening på fabrikken.
Hun kom selv til Danmark som flygtning som 17-årig, og har siden arbejdet på HKScan i Vinderup i 23 år.
- Jeg begyndte som ufaglært, og nu har jeg arbejdet mig op til at blive afdelingsleder. Det, jeg har haft behov for, af eksempelvis kurser, det har jeg også fået. Den vej, jeg gerne vil gå, for jeg lov til at går. Det er derfor, jeg har været her i 23 år – fordi ikke to dage er ens, siger Jasmina Bosnjak.
Får ansvar - og bedre trivsel
Hun er ikke den eneste, der har fundet udfordringer og ansvar ved HKScan.
Også Daria Borkivska startede som vikar på fabrikken om natten, mens hun lærte dansk på sprogskole om dagen.
Efter tre år blev hun fastansat på dagsholdet - og i dag er hun tillidsrepræsentant.
- Det er rigtig godt, at man kan starte i produktion, og lige så stille arbejde sig op. At man endda kan blive tillidsrepræsentant, er jeg rigtig glad for, siger Daria Borkivska.
Hun er særligt glad for kollegaerne og for de skiftene arbejdsopgaver. Den nye pris til virksomheden er hun også glad for - for det er et skulderklap til alle på fabrikken, mener hun.
- Det er en stor succes for os alle – for hele fabrikken. Jeg synes, vi alle fortjener det. For fabrikken ansætter også dem, som ikke har nogen uddannelse, ingen erfaring, og kun kan tale lidt dansk. De får også en chance, og bliver ansat, og sådan lærer de dansk igennem arbejdet, siger Daria Borkivska.
For selvom sproget kan være uhyggeligt svært at lære, så er det en væsentlig del af grunden til trivsel, siger også afdelingslederen Jasmina Bosnjak.
- Jeg synes, vi har gjort meget for praktikanter og for de som har anden etnisk baggrund end dansk, fordi vi sætter krav til dem. Ét af dem, er at lære dansk, for det kan hjælpe dem meget, både i privaten, her på jobbet og også selvom de ikke bliver her, siger Jasmina Bosnjak.
Skal holde på de ansatte i Vestjylland
Når HKScan tager så mange medarbejdere ind, med anden etnisk baggrund end dansk, er det ikke kun med det sociale ansvar for øje.
- Vi skal tjene penge. Det er et af vores primære mål, siger produktionschef Tommy Nielsen.
- Men at tage ansvar i lokal samfundet giver rigtig, rigtig god mening for os, og de to ting kan sagtens gå hånd i hånd, mener han. Også selvom det i begyndelsen kan være lidt bøvlet, at ansætte en medarbejder, som ikke taler dansk.
- Vi bruger nogle ekstra ressourcer på det, men til gengæld får vi det tifold igen, fordi de medarbejdere, vi får igennem de her forløb, er mere loyale over for virksomheden efterfølgende. De er mere taknemmelige over for virksomheden, de anerkender det, vi har gjort for dem, og dermed vil de også gøre noget for HK Scan, siger produktionslederen.
Men han anerkender, at rekrutteringen fra kanten af arbejdsmarkedet også sker af nød.
- Vi er ikke dem, der bliver valgt først, så vi skal finde ud af at rekruttere vores mandskab på en anden måde. Vi skal skabe en arbejdsplads, hvor folk er glade for at møde op og stolte over de produkter, vi fremstiller hver evig eneste dag.