Anklager vil have grønt lys til at offentliggøre navn på politileder tiltalt for krænkelser
Anklager og medier er enige, mens forsvarer taler imod.
Navneforbuddet mod en politileder fra Midt- og Vestjyllands Politi, der er tiltalt for krænkelser ved en julefrokost i politiet, bør skrottes.
Det mener specialanklager fra anklagemyndigheden Syd- og Sønderjyllands Politi Line Godtfredsen, der dermed vil give grønt lys til, at politilederens navn må blive koblet sammen med sagen.
Ved et retsmøde fredag formiddag argumenterede hun imod opretholdelsen af det navneforbud, der har været gældende mod en politileder ved Midt- og Vestjyllands Politi, der er tiltalt for at stå bag en række krænkelser til en julefrokost på en politiarbejdsplads.
Det er fortsat uvist, hvordan politilederen forholder sig til anklagerne, da hans forsvarer ikke ønsker at oplyse det.
Ifølge sagens anklageskrift skulle politilederen blandt andet have sagt ”du er en god pige, og du er en god betjent” og ”du kan komme langt i politiet, hvis du vil” eller lignende samtidig med, at han flyttede sin ene hånd ned til balle og klemte til uden på tøjet af en kvinde.
Flere begrænsninger
Ved et retsmøde i begyndelsen af oktober blev der nedlagt navneforbud i sagen. Her vurderede en dommer, at offentlig gengivelse af politilederens navn vil udsætte politilederen for en unødig krænkelse.
Et navneforbud er en retlig afgørelse om, at navnet på en sigtet person ikke må omtales i forbindelse med offentlig omtale af den mod vedkommende verserende straffesag.
I praksis er der tale om et identifikationsforbud, hvilket betyder, at der er flere begrænsninger for, hvad TV MIDTVEST og øvrige medier kan omtale, da det ikke må være muligt for offentligheden at identificere politilederen i forbindelse med mediernes dækning af sagen.
Ved fredagens retsmøde mente anklageren fra anklagemyndigheden Syd- og Sønderjyllands Politi, der har rejst tiltalen, at hensynet til offentligheden er større end hensynet til den tiltaltes politileder.
Julefrokost var fritid, siger forsvarer
Flere medier - heriblandt TV MIDTVEST - argumenterede blandt andet imod navneforbuddet med henvisning til, at den omtalte politileder bestrider en offentlig og særlig betroet og ledende stilling i Midt- og Vestjyllands Politi.
Forsvarer Niels Christian Strauss argumenterende dog for, at de forhold, der er omtalt i anklageskriftet, skulle have fundet sted i lederens fritid, da der var tale om en julefrokost.
Det argument fejede anklageren dog væk. Hun mente, at de forhold, der er omtalt i anklageskriftet har tæt sammenhæng med den tiltaltes ledende position i politiet.
Tirsdag formiddag vil Retten i Viborg have taget stilling til om navneforbuddet skal opretholdes.
Et navneforbud ophæves ofte, når den egentlig retssag - hovedforhandlingen - begynder eller ved dom.
Forsidefoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix